Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
deligt denne gamle krigslove for mig med sit barske ansigt og
sin mægtige kjæmpeskikkelse — imponerende som en nutidens
Stærkodder. Idet jeg stillede mig op og kastede et blik over
til den skanse, vi skulde storme, hörte jeg en soldat mumle til
sin kammerat: "Den bliver hed at tage, Jim; thi den forsvares
af en af konföderisternes tappreste karle, Oberst Wells". Som
et lyu erindrede jeg pludselig, «at Harry liörte under hans
kommando. Lykken havde hidtil föiet Oberst Braddon, at han aldrig
havde kjæmpet mod den afdeling, i hvilken lians sön befandt sig.
Jeg bemægtigedes af en fornemmelse af angst og en vis
uhyggelig forudfölelse. I dette öieblik ilede Ilugo, som på grund af
tapperhed var bleven udnævnt til sin faders adjutant, hurtigt
forbi. Af hans forstyrrede, oprörte udseende anede jeg; at han
allerede kjendte sandheden.
"Du ved, at skansen forsvares af Oberst Wells?" sagde jeg
hurtigt. Han blev ligbleg men gjorde kun en bevægelse med
hånden, som om han böd mig at tie, og ilede bort. Da han
anden gang passerede, mumlede lian i forbifarten: "William Ré,
sig det ei til min fader!" Mandskabet var færdigt til
stormangreb, enhver parat med spændte nerver og blikket som ved
en magnet tiltrukket af den betegnede skanse, der halvt
beskinnet af solen dukkede op af krudtrogen. Oberst Braddon
stillede sig foran fronten, — da udbrod en stemme: "Ved
Obersten, at skansen forsvares af Wells regimente?" Det var en
halvhöi bemærkning fra en soldat til hans nærmeste sidemand.
Obersten vendte sig pludselig om.
"Jeg ved det, gutter! men en soldat har kun at fölge, hvor
pligten byder. Må vore modstandere blot fægte så tappert, som
vi ville".
Ikke en muskel rörte sig i det barske ansigt, men der var
mod sædvane en om end neppe mærkelig dirren i hans röst.
"Og nu, gutter, fremad til ære og seir!" Der var malm
igjen i den gamle krigsmands stemme, da lian kommanderede
sit tordnende "fremad!" Kraftige hurraer opfyldte luften, og vi
stormede afsted. Fra nu af kan jeg ingen beskrivelse give, jeg
erindrer så at sige intet; thi angrebet og forsvaret blev så
rasende, at ingen af os næsten længere vare os klart bevidste,
hvordan vi kjænipede; vi vidste kun, at vi kjæmpede månd mod
månd, bryst mod bryst, at kammerater som fiender segnede
rundt om os, at solen brændte, som om vi vare i en ophedet ovn,
at kommandoråb og krigstummel löd over hele linien, at krudt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
