Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
rogen indhyllede os, så enhver intet andet så end sin egen
modstander, at vi gang efter gang hårdnakket bleve kastede tilbage,
men at tilsidst efter en fortvivlet strid vor Oberst svang sin
sabel og under jubelråb plantede unionisternes vaiende banner
överst oppe på den erobrede skanse. Först da vidste vi, at vi
havde seiret. Jeg stod ved siden af Obersten, da han vendte
sig om. Han syntes at söge efter nogen, og et spörgsmål at svæve
på hans læber, men han tilbageholdt det ligesom frygtende
spörgsmålet selv.
"Hvor er Hugo?" undslap mig imidlertid næsten mod min
villie. Obersten fæstede sit blik på mig med et eget,
gjennem-trængende udtryk.
"Sergeant Ré!" sagde han barskt, "forsöm ikke deres
militære pligt; skansen skal forsvares, vi kunne snart vente et
angreb. Löitnant Wi|lson indtager adjutantens plads!"
Obersten havde ret, — vi fik nok med at forsvare, hvad
vi havde taget. Ingen tanke fik rum; vi havde tilstrækkeligt
arbeide med at holde vor stilling. Ikke en eneste gan^
mærkedes imidlertid svaghed i vor anförers stemme; den var kraftig
og den hele tid sig selv lig. Kl. 9 blev slaget endelig endt;
unionisternes tab ansloges senere til 40,000 månd.
Krigstummelen var tystnet som med et, den så pludseligt indtrådte
stilhed virkede helt underligt. Luften var bleven sval,
krudtdampen begyndte at spredes, og aftensolens gyldne skin belyste
valpladsen, hvor man nu så ambulancesoldater at sprede sig
forat sanke op döde og sårede. Jeg törrede netop blodet af
min sabel, da jeg fölte en tung hånd at lægge sig på min
skulder. Idet jeg hurtigt vendte mig om, stod jeg ansigt til ansigt
med Obersten. Hans træk vare sværtede og næsten blevne
ukjendelige af krudtrogen, men det forekom mig, at ban var bleg.
"Sergeant Ré, fölg mig!"
Med faste skridt gik han foran, og jeg fulgte efter. Da vi
kom til skansens fod, stansede jeg imidlertid pludseligt. Arme,
börnlöse fader!
"Hr Oberst", begyndte jeg med en vis nölen; men hans
örneblik havde alt opdaget, hvad det sögte.
"Döde begge?" spurgte han lavt.
"Ja, hr Oberst! der findes ikke tegn til liv".
Der opstod et öiebliks dybe stilhed. Jeg har seet meget
rystende og gribende i min tid, men et sådant syn som dette
— aldrig! Der lå de tvende tvillingbrödre og sove dödens sövu,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
