Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
var han denne Dag mödt frem, som en sörgende Gjæst, og
derfor rörte endnu Gudrun’s heftige Smerte ved det gamle Nag, men
alligevel var han den Förste, som sprang til da hun segnede, og
tog hende varsamt og ledte hende ind i Stuen ved Siden af.
»Ja, vidste du saa sandt det jeg ved, da tog du ikke slig
paa Vei», sagde han, da hun havde samlet sig lidt.
Gudrun vendte sig mod ham med sit strenge, forskende Blik.
»Det er som jeg siger», blev han ved »du lægger Ære paa
den, som lægger Skam paa dig.»
»Hys!» bröd hun af og saa truende paa ham.
»Ja ja, du faar det. nok at vide, du slipper nok ikke fra
det.»
»Nu vil jeg vide hvad det er?» sagde hun og reiste sig
stærk.
Lensmanden blegnede lidt og veg tilbage for hende, i
Øieblikket angrede ban sine Ord.
»Blev du feig nu?» spurgte hun.
»Agt dig», svarte han, »for jeg har det at sige dig, som blir
ledt at höre.»
»Det hænder kanske at du lyver paa den Döde?»
»Jeg har Bevis for hvad jeg siger, her er det.»
Og med det samme drog han et sammenlagt Papir op af
Lommen, som han rakte hende.
Gudrun saa et Øieblik paa det, og det var som hun betænkte
sig paa at tage det. Men det Ilaansmil, som et Øieblik, til
liden Skjönhed, lyste hen over Lensmandens Aasyn, gav hende
Trodsighedens Mod, og hun greb Papiret med fast Haand. En
Stund var det. som hendes Syn maatte famle sig frem over en
ulæselig Skrift, og hun holdt det höit op mod Daglyset; men
Haanden rystede, og Brystet steg under dets svulmende
Aande-drag, saa Noget forstod hun, hvad det saa var.
Da sänk hendes Arm og i de stirrende Øien flammede op
et Lyn. Ilun havde læst det, som greb ind i Sorgens Afmagt
med Vredens vildeste Tag, og rystede den af hende, som man
ryster Stövet af et Klæde. Men i næste Stund var hun rolig
igjen — den Storm, som reiste Bolgen, stivnede den med det
samme til Is, og i Krafts af sin Aands uböielige Haardhed,
aabnede hun Dören til Ligstuen igjen og skred stolt indover
Tærskelen. Men just i det hun atter kom til Syne i Dören, udbrod
Kvinderne i höie Klager, for paa bedste Vis at lægge Sorgens
Deltagelse for Dagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
