Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
»Se saa», udbröd hun, »nu kan Skuet være slut. Nu kan l
lægge Laaget paa Kisten og kjöre ham til Graven; men ikke
trænges der til det Brug andet end en Arbeidskjærre og en Hest.»
Da bröd der endelig en saadan Vrede lös hos de
Omstaaende, at Gudrun skjalv, skjönt hun rettede sig endnu stivere og
stoltere op imod dem; men uagtet Trudselen og Afskyen for den
Synd her var begaaet imod en Afdöd, den Værgelöseste af Alle!
brændte imod hende som et luende Had fra hvert Aasyn, tvang
de dog sin Færd til sömmelig Orden, og da Laaget blev hamret
fast paa Kisten, og Dören til den Dödes trange Hus var stængt,
brast Sorgeklagen frem saa gribende, sand og vedholdende, at
der aldrig var timedes Gudrun’s Husbond halv saa megen Godhed
og Ære i levende Live, som nu i Döden. Saa istemtes da
Salmen og Liget bares ud; men Ingen, hverken Månd eller Kvinde
blev tilbage hos den hævnsyge Gudrun. Alle fulgte med til
Graven. Og da nu Klokkeren sad ved Kisten paa den simple
Ar-beids-Kjærre, og med höi Röst sang Salmen, mens Toget
langsomt skred henover Veien till Kirkegaarden, kom Folket fra de
langsmed liggende Gaarde til og fulgte, og alle istemte Sangen
ret som om de derved vilde tage Skammen fra den Döde. Men
fra den Tid stod der Skræk af Gudrun’s mægtige Gaard, og
hverken Rig eller Fattig nærmede sig hendes Dör. Og Aar gik
hen. Sjelden saa nogen den starke Gudrun mer; hun selv saa
Ingen. Traf Mennesker hende paa en ensom Vei, gik de helst
tilside for hver; thi hun var som et ildevarslende Möde.
Nöd-tes Nogen til at gaa hende forbi, og var der En, som mer af
Vane end at’ Lyst, gav hende sin Hilsen, da lik han ingen
tilbage; som en Skygge gled hun ham forbi med de tunge
Oien-laage sænkede, og med Hovmodens Stivhed over hele sit Lag.
Inden for Hjemmets Omraade var hun lidet talende; den
stærke Klang i Rösten var forsvunden, en hæs Mislyd gav Tyngde,
aldrig Liv til det Ord hun udtalte, og mangen Gang var det
som om den strænge klögtige Husmoder maatte lede sig frem til
Forstaaelsen af sin Pligt gjennem en svunden Evne.
I det förste Aar af hendes Enkeliv holdt Folket paa en
Maade Oie med hende: om hun ogsaa ret forstod sig paa sin
Synd? Saalænge hun endnu bar sig oppe i Hovmod og Trods
brændte det samme Nag mod hende, som da hun pa
Gravfæ-stelsens Dag havde forhaanet sin Husbonds Lig.
Men da Ungdommens kraftige Lovspring var visnet og
faldet af, da hendes Liv var som et bladlöst Træ med torre Grene,
Tidskrift för Hemmet. 14:de årg. 3:e haftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
