Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
hvor Vinterens kolde Vind strög igjennem, og for videre som i
en Örk, da Gudrun sad med sænket Pande og krummet Ryg,
lig den der grublende holder sig over en Bog med tankesvære
Ord, da var der nok endnu En og Anden, som med Resten af
et Nag steg hende over Skulderen for at se, om hun læste rigtig
— thi der, hvor En har syndet inden Lovens Grændser, kræver
Samfundet Boden ind, og giver sjelden en Hvid efter — det er
dens Ret!
Men eftersom Tiden gik blev Brödens Skrifttegn blegere og
blegere for de Omværende, for Gudrun selv traadte de kun
stærkere frem med hver Dag, indtil de, i Overmaalet, lyste som
Ildtegn paa hendes mörke Tankegrund, og hun kunde ikke se
noget Andet end det. Da vagnede Folket op igjen, og gav Agt
paa ny; thi da saa man den rige Gudrun klædt i fattig Dragt
hver Kveld vandre up fra sin store Gaard, hen over Veien til
Kirkegaarden, for at tage sin kummerlige Nattehvile paa den
beskjæmmede Husbonds Grav, og da forstod Alle: at nu var
hendes Time kommen! Og de korsede sig og bad for hende.
Saa berettes der at Gudrun lod sin mægtige Arvegaard
stykke ud og skjænke til sin Husbonds forarmede Slægt. Selv
tog hun en ringa liden Husmandsplads for sig, og levede fattig
og i Nöisomhed til sin Död.
Men hun blev meget gammel: Gud gav hende mange flere
Leveaar til at affore sig Hovmodet, end hun selv havde taget
til at iklæde sig det. Og nu var Gudrun næsten glemt;
mindedes hun at’ og til, var det ved Ord, som endnu vidne for en större
Udslettelse af Samfundet end selve Tausheden.
Omsider da det spurgtes: nu var Gudrun död! kom der for
en kort Tid nyt Liv igjen i Forholdet, nu var det til Folket at
sone, hun var færdig med Sit! Da derfor Begravelsesdagen kom,
stod alt Bygdens Folk, baade Mænd og Kvinder sammentrængte
i det fattige Rum omkring Gudruns usmykkede Kiste. Saa blev
Laaget löftet af den Döde, og her laa nu den mægtige Kvinde
ifört en Ligdragt af grovt, ubleget Strilærred, som hun selv havde
virket; der brændte ingen Lys for hende, men over hendes
Aasyn lyste den Glands, som Dödens Engel mærker Stövet med i
den Gud indviede Dödsstund, og som udvidsker alle Syndens og
Sorgens Mærker.
Da istemdes Salmen under Hulken og Suk, og da Liget af
den stolte Gudrun var sunget ud af Stuen og nu kjörtes til Gra-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
