Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281»
iæner mig med korslagte arme udover, lytter til leilighedsvise
åreslag og ser op på Flöifjeldet og dets naboer, på hvis
ærvær-dige, hvide toppe månelyset glimter svagt og hendöende, og
tæn-ker mig ind i den uendelige fjeldverden der oinfatter Norge med
sine mægtige kjæmpearme, og hvis forposter de på dette sted
ere. —Mine betragtninger blive her forstyrrede af fölgende udråb:
"Så for pokker! det er, som jeg har sagt: taknemmelighed
fiiides ikke i verden".
"Da påstår jeg dog, at den ikke er så ganske uddöd men
gives, gudskelov, endnu", lyder fætter Bills stemiue, "jeg kan
tale af egen erfaring, og kan fremsætte et ganske mærkværdigt
bevis herpå. Forat begynde med begyndeisen, må jeg
imid-lertid söge långt tilbage i tiden, — helt til mine længst
for-svundne skoledage. Jeg erindrer det nu tydeligt, skjönt det i
en række af år var gået mig af minde. Det var en brændende
hed Augustdag. Stövskyer hvirvlede op og lagde sig i tætte lag
på bladene af de skyggende træer på fæstningsvoldene. Gamle
Åkershus selv nikkede sövnigt ud mod Hovedöen, som dovent
lå og speilede sig i Kristianiafjorden. Tredie klasse af
real-skolen, hvori også jeg havde den ære at betiude mig, havde
forsögt at kjöle os af ved en svömmetur i det lunkne vand, og
kom nu troppende op "en masse" fra badehuset nede ved
fæst-ningsdammene. Inden vi vendte næsen lijem, toge vi dog först
en afstikker ud på den nedre vold og passerede her en
af-deling slaver fra Akershus fæstning, der under strengt tilsyu
mineredo og bröde sten til et af de nye arsenaler. Vi stansede
alle et öieblik og lyttede til mine skuddene; det lod til at være
noget, der særlig tiltalte os. Idet vi ätter begyndte at sætte
os i bevægelse, böiede en af mine kainmerater sig ned, tog op
en liden sten, og kastede den — være sig af obetænksom
kåd-hed eller bevidst ondskab — i hovedet på den slave, der stod
nærmest, Slaven, som var beskjæftiget mod at löfte en tung
granitblok, så op, og jeg kjendte hain öieblikkelig; det var den
ineget omtalte grosserer X., der havde skrevet falsk og var
bleven dömt til fæstningsstrai på livstid. Et glimt af
forbitt-relse for gjennein hans öie. Jeg ser hain endnu i dette öieblik
for mig. Det var en rank, statelig skikkelse, og et mörkt, stolt
ansigt, stolt selv midt i fornedrelsen. "Hvorfor gjorde du det"?
sagde en anden af gutterne til den, der havde kastet stenen,
idet ban puffede hain på armen, "det er ikke tilladt at kaste
sten på folk". "Folk!" udbröd hans kammerat med en höi,
foragtelig latter, "pyt! det var jo kun en slave!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
