Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(188
Men Höstens urolige Tid forlöb, og Vinteren stod stille i sit
hvide stjernetindrende Skrud paa Fjeld og i Dal. Da var det
som Naturen fik Lindring for sin Kval, og Gjöllet gabede ikke
længre op med sit svimlende Dödsmörke; nu var det halvfyldt
med Sne, og dens hvide Smaablink kastede Drömmen tilbage.
Da kom der Dage, hvor Gutten blev siddende hjemine paa sin
Gaard, grundende over: hvorfor han ikke længere droges did, —
men efter dem kom ätter Dage, hvor han undrede sig paa at det
nogentid var sket. — Da lyste Klarheden frem igjen over hans
Tanke, og han tog sig sammen til et nyt Liv. Men da stod
ogsaa med en Gang for hain, at han havde ikke været ved
Kirke-stevne i Aar og Dag, — og didhen drog ban næste Prækensönda);.
Det var en vakker Solskinsdag. Rundtom paa Kirkevejeu stod
Folk og samtalte og udover til alle Sider hang Træerne fulde af
et fintdrysset Snelag. — Gutten blev staaeude et Stykke fra de
Andre; thi Ingen kjendte han, og ikke vilde han som Fremmed
byde sig selv til. — Da blev han vaer en Flok Gjenter, som stod
nærmere hid, og blandt dem var en, saa höj og rankvoksen, at
hun ragede op over alle de Andre, og det tyktes Gutten, som de
tog Ære af at flokke sig omkring hende. Hun var saa lys og
skjær som en Lilje, og Kinderne saa röde som en Fjeldrose i
Vaar. Hendes stærke Haar var udslagent og laa ned OVGf Ryggen
og de höje Skuldre, som et guldskinnende Hang. Men vel kjendtes
det ogsaa paa hele hendes Lag, at hun var stolt og strid — og
at hun saa med Ringeagt paa Alt.
Ved dette Syn kjendte Gutten sig mægtig betagen; thi det
var jo Billedet af Djurren, saasom Kjærringen havde vist det for
ham, — men det var endnu mere: det var det Drömmesyn han
saalænge havde baaret med sig i den tærende Svindel. Ak!
saa hurtigt var den skiftet om fra Længsel til Dröm — kunde
det nu Alt skifte om i et levende Liv! — og dy ht drog han
Sukket, som fulgte med hans Tanke. Da tyktes det ham, som
Gjenterne talte sig iinellem 0111 ham, og han lyttede, — han var
saa vant med at lytte paa långt Hold.
"Hvem er den spræke Gutten, som staar der borte og myser
hid — du Hakatle?" spurgte en af de Smaa den store Gjente.
"Det ved ikke jeg!" svarte hun stolt. "Ved ikke du det!"
sa’e en Anden, "det er jo Gutten ifra Molaupe Gaard, — han
som de fortæller om, at han sidder dagstödt der borte i
Trold-gjöllet, og by’r sig frem til Djurren." "Tufs!" afbröd Gjenten
haanligt og vendte sig fra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
