Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(191
Men da nu Vaaren endelig kom, med Regn og Rusk, og
bröd Yinterens hvide Stjerneskrud isönder, da Gjöllet paany stod
og gabte med sine sviiulende Grunde, og Klager og Suk steg op,
som fra en livslevende Sorg, — da hændte det Utrolige, at Gutten
paauyt lod sig dragé did af sit drömmende Hang, — og det Ord
kom ätter ud mellem Folket: at nu sad Gutten der igjen ved
Gjöllet og böd sig frem til Djurren, endda han havde lige ved sig
en ringfæstet Brud. Kun Gjenten talte til Ingen om dette, det
blev hendes Ensomheds bittre Tanke.
Denne Vaar var der ogsaa helt igjennem et stormende og
uhyggeligt Vejr. Ofte hörtes det som tunge Dön inde i Fjeldet,
og Rög med henfarende Gnister trængte ud af Troldgjöllet, —
månge Stenskred spurgtes, og Ingen kjendte sig tryg for Faren.
Da var der En og Anden, som tog det med Spög: Det er
Djurren, som raser fordi Gutten gifter sig, blev der sagt. Men
den ene Dag gik og den anden fulgte, tilslut var Bryllupsdagen
kommen. At Tiden gik, det var det Djurren ikke kunde
for-hindre.
Saa stod nu alle Bryllupsgjæsterne samlet paa Kirkebakken, —
kun ikke Brud og Brudgom, det hörte sig ikke til; thi her maatte
efter gammel Skik foregaa den Agt, at Kjögemesteren skulle
indbyde alle Gjæsterne — hver for sig — uagtet de godt og vel
vare indbudne for længe siden. Dette skete nu paa fölgende
Maade: Först blev der holdt en Tale til overdreven Ros og Ære
for Klas i Grytten, som var den der indböd dem: han var nu
slig en havendes Månd — og slig gastgjæv Månd, at ikke havde
der været Nogen — og ikke kom der Nogen, som kunde
jevn-föres med hain, ikke! Og det Samme havde Far hans — og
Farfar hans — og hele Stægten op igjennem vært. Der fik og
spörges: om nogeu Månd havde slige Sölvkrus og Stöb at byde
Velkomst i? Fan’s der Nogen, da var de snart talte. Og kom
det til det som var i Kruset, ja dä fik hver Månd skjötte sig
selv, for det kunde nok hænde det gav et Rus; men slig Rus
skulde aldrig noget Menneske kjendt för — for det var gammelt
Ordlag det:
At den som var Gjæst i Klas i Gryttens Hus,
Og drak ud til Botten af Klas i Gryttens Krus,
Han sov fjorten Da’r — og to til paa det Rus.
Saa vendte han sig nu til Gjæsterne med Indbydningen,
og da fik hver af dem saamegen Ros, at tyve Mennesker kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
