Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(192
uæret sig af det og endda efterladt en god Del til Slægten.
Og nu var det da til dem at forsikkre Kjögmesteren: at naar slig
Månd som Klas i Grytten værdiges at indbyde dem, da maatte
de nu sige det, at ikke skikkede det sig for dem, at ta’ imod
Sligt, — de maatte vel skamme sig lidt!
Og efter at nu hver især havde afslaaet Indbydelsen et Par
Gange, og lige saa ofte ladt sig nöde af Kjögmesteren med en
hel Ramse skamrosende Ord til at tage imod den, sluttede
omsider Akten med at Alle vare inbudne, — og nu kom endelig
Bruden med sit Fölge ind paa Kirkevejen. Först gik efter gammel
Skik de unge Gjenter frem paa Rad, med Sölvbaand om Haaret
og månge skinnende Smykker om Hals, og paa Bryst. Dernæst
fulgte Bruden med sine Brudesvende, — og stolt og fagert bar
Hakatle sig med den höje Sölvbrudekrone over sit guldgule
ud-slagne Haar. Efter hende kom Brudekonerne i broget Drägt, og
til dem sluttede de Indbudne sig efter Lyst og Vilje.
Og da nu Bruden stod oppe ved Kirken med Storfölget
omkring sig, da först kom Brudgommen frem paa Vejen med sine
Ledesvende.
Men just som han stod föran et lidet Skar i Stien — den
som förte fra Fjeldet nedover til Kirkevejen, — og som ikke var
bredere end Fodskiftet over, — gik der et langtrukkent Dön hen
gjennem Fjeldet, og hele Brudefölget for opskræmt om mellem
hverandre, saa den Ene vidste ikke hvad den Anden vilde. Og
da endelig Stilheden kom tilbage, og Folket tog sig tilsammen til
hvad som skulde ske — var Ledesvendene der, men Brudgommen
var der ikke! Han stod, hvor han var standset i det sidste
Fod-skifte ind mod Skäret, og tungt hang Armene ned til hver Side,
som havde han sluppet baade Liv og Rörelse ud af Hænderne.
Da tog Fölget paa at raabe til ham og vinke ham hid:
Kirken var aabent — Præsten var kommen! Han hörte dem
ikke. — Og Bruden blegnede hen som Markens hvide Blommér,
og Vreden lyste mod ham fra hendes tindrende Blik, — han saa
det ikke.
For hans Syn gik frem et andet Skue i denne Stund; thi
Skæret bredte sig — som naar to klöftede Rande vige tilbage
fra hinanden, og endelig gabte Troldgjöllet op imod ham med
sine svimlende Grunde.
Da gik for anden Gang et Drön gjennem Fjeldet, og Rögen
bölgede nedover dets ujevne Sider, som Skyer, der drives af en
Storm. Og nu fik Gutten med en Gang det Syn, at en kulsort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
