Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Hest steg op at’ Gjöllet, og jog med flyvende Manke og svingende
Håle op over Kirkevejen dertil hvor Bruden stod, og rejste sig
mod hende for at rive den skinnende Krone af hendes Hoved.
Men idetsamme var det som hun vokste höjt op over den, og
Brudekronen stod blank, som flættet af Stjerner omkring hennes
guidskinnende Haar. Da sänk Hesten ret ned i Jorden föran
hende, — og Gutten fik et frelsende Aandepust.
Og nu prövede han paa; — han maalte Bredden og han maalte
Dybden, og han manede Hjertet med al Smertens Styrke, —
–han vilde tage Löbet — han vilde sætte over–-
men Rædslens Svindel tog ham, og Hjertet sänk som en vingeskudt
Fugl i hans Bryst.
Da steg for anden Gang den gruelige Hest op af Gjöllet og
strög med dundrende Hovslag og flyvende Manke op imod Bruden
og reiste sig föran hende. Og for anden Gang vokste hendes
stolte Skikkelse op over den, og Brudekronen stod som et lysende
Dagskjær over en natdunkel Sky, — og den sänk i Jorden paanyt.
Gutten aandede ätter op af sin gruelige Kval, og ätter
sprængte han paa for at bryde Rædselens fule Lænke, — men
den sluttede om lians Bryst sora månge Mands kvælende Haandtag.
Da var det med et, som Bruden forstod hvad Brudgommen
maatte lide! Anden Gang gik Tabet som et Dödssyn förbi hende,
det stolte Mod knækkede af, sora en höjvokset Lilje under Stormen.
Isblinket skjöd væk ifra Sjælen, og Hjertets värme Taarer brast
sora en Vaarregn frem over det vaagnende Livsmon. Og hun
skjöd Fölget tilside, — Al verden var som et Bortkast i denne
Stund, kun han var det levende Liv! — og ilende skred hun frem
over Kirkevejen til hain.
Men idetsamme gik et nyt Dön gjennem Fjeldet, og forfærdet
sänk hun til Jorden paa siue Knæ og lüftede de foldede Hæuder
mod Himlen.
Og Gutten saa det, — han saa hendes Stnerte og Hjertets
saarskudte Fugl slog ud sine Vinger; men den kunde ikke flyve.
Da steg idetsamme den sorte Hest op af Gjöllet for tredie
Gang, — större og rædsommere end nogensinde; dampende med
flyvende Gnister fra de dundrende Hovslag styrtede den freraover
mod den værgelöse Brud, og rev Krönen af hendes böjede Hoved.
Og Krönen rullede nedover mod Gjöllet, — nærmere og
nær-mere, til den hang sittrende imod det sidste Fald.
Tidskrift för hemmet. I6:de årg. 3:dje häftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
