Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■250
»Maaske, hvis jeg var som Du», sagde Iran. »Du er som
lærken. Du synger om noget bagenfor skyen, men da kan
ikke jeg synge. Om jeg skulde klæde denne natur i ord,
vilde jeg betone afskeden, det, som bliver borte for en.
Taage-slöret om granskoven deroppe kunde i mine öine være livets
aander, som tog farvel med skoven, og hvad de har besjælet
derinde, forat overgive det til kulde, sövn og död.
Resignationen kan jeg forstaa, förtvivlelsens mod til at kjæmpe og
ikke give sig over, kan jeg ogsaa tænke mig, og den pligt,
man har at opfylde ved at leve, den vil jeg hellerikke
uncl-drage mig. Men skulde den livsglæde, Du tåler om, være
sandhed for mig, og gjennemströmme mig, saa maattc jeg faa
tilbage, hvad jeg har tabt. Jeg maatte faa nyt liv, nyt haab,
det, som ligger i vaaren. Jeg maatte begynde at elske paanyt
og tro, at min kjærlighed var berettiget. Det er ikke let at
forklare — jeg er en jevn natur; — jeg föler mig ikke, som
Du, beslægtet med verdensaltet; jeg er mere skabt for
samfunds- og familielivet, til at forstaa og föle mig tiltalt af,
hvad der er mennesker eget. — Men forat være lykkelig,
maa jeg ikke staa fattig og ensom og se fremtiden i de kokle
öine. Jeg maa være rig paa menneskeligt liv omkring mig,
min tilværelse være udfyldt af et menneskeligt væsen; jeg
maa have det om mig, som tilhörer mig, og som medrette
skal til forat fuldkommengjöre mit væsen og mit begreb om
tilværelsen. Og det kan ingen, som mit barn, gjöre. Det var
en del af mig selv. I det laa virkelig den fremtidsbane, jeg
skulde betræde, og som var min. Jeg behövede ikke at gaa
udenfor mine forestillingers kreds eller vare abstrakt forat se
det. — Og nu er alt tomt og öde!»
»Saa ganske tomt er det dog vel ikke», sagde han og
rakte hende haanden. »Vi lever dog sammen, og Du ved,
vor kjærlighed har engång kunnet overvinde alle hindringer,
hvorfor ikke ogsaa denne tomhed?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
