Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. jur. W. Behrend: Koncertsæsonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved den 3die og sidste filharmoniske Koncert, der havde et lidt
uens artet sammensat men interessant Program, optraadte Hr. Franz Neruda
som Solist, og det var vist nok en fuldgod Erstatning for Mdm. Minnie Hauks
Sang at høre ham spille. Til Ære for vort Publikum, der kun altfor ofte i
Koncertsalen „alt fremmed Fortrin giver*, skal det straks siges, at det modtog
og takkede Hr. Neruda med et saa kraftigt og umiddelbart frembrydende Bifald,
som havde han været en af disse „fremmede*. Nerudas Spil, der i øvrig i
mange Henseender minder om hans Søsters, synes mig da ogsaa fuldt ud at
kunne sættes ved Siden af de „store* Solisters, vi har hørt i de senere Aar.
Et inderligt, varmt og dog behersket Foredrag er det der først og fremmest
giver hans Spil en saa høj Rang. Det er ikke Neruda om at gøre at brillere
med tekniske Vanskeligheder — skøndt han kan overvinde dem uden at det
mærkes — for ham ligger Vægten paa at skabe Musik. Den bedste Støtte i
sin Stræben herefter har han — foruden i sit allerede i Følge Afstamningen
gennemmusikalske Naturel — i den dejlige Tone, han kan aflokke sit
Instrument, en Tone, der er lige skøn i sin Stigen og i sit Fald. — Hr. Neruda
foredrog, foruden nogle mindre Ting, et nyt Koncertstykke af egen Komposition,
der paany viste, at denne beskedne Musiker ogsaa sidder inde med en
betydelig skabende Ævne. Stykket havde prægtige, brede Motiver, af hvilke
navnlig det første var meget ejendommeligt (Sidetemaet havde des værre i sin
Begyndelse en stærk Wagnersk Mindelse) og deres videre Behandling var fuld
af fine og navnlig i harmonisk Henseende interessante Træk. Havde Hr. Neruda
ikke lagt Kadencen omtrent midt i Stykket, vilde del ikke som nu have gjort
Indtryk af at være længere end det i Virkeligheden var. —
Koncerten indlededes med en Suite (Nr. 2) af Franz Lachner, der
har Fortjænesten af igen at have bragt denne Form til Ære og Værdighed.
Lachner blev af sin Samtid, der sørgede over Tomheden efter „Mestrenes*
Død, anset for den, der skulde indtage det ledige Højsæde. Tiden har vist, at
denne Forventning aldrig skulde gaa i Opfyldelse; Lachner er intet Geni kun
et rigt udstyret Talent. Den opførte Suite aftvang Respekt for den Dygtighed
og Naturlighed, hvormed den er gjort, og det første og sidste Stykke havde det
solide polyfone Arbejdes Interesse. Men — den er og bliver dog el
Epigonarbejde, og kun i det lille Intermezzo spores noget nyt og udpræget
ejendommeligt. Suiten udmærker sig for øvrigt ved en frisk og rig Orkestration og
Udførelsen af den var i det hele god, kun i Finalen (Gigue) løb Tempoen snart
op til en saa dan Hastighed, at dette fugerede Stykke blev helt uklart.
Den løjerligste Modsætning til denne Suite dannede de 3Stk. af B er li oz:
„La damnation de Faust“. Af disse er Sylfedansen og den ungarske Marsch
kændte og beundrede, navnlig den første. Del tredje Stykke: Menuet des foliets
var højst aparte. Berliozs rige, men sygelig ophidsede Fantasi jager ham fra
den ene Yderlighed til den anden, og denne Menuet, der indeholder Uden
Musik, men en Mængde geniale Instrumentationseffekter, har i det hele et saa
outreret Præg, at den ikke efterlader noget synderlig tilfredsstillende Indtryk.
Den Misforstaaelse, jeg hørte mange svæve i, at der paa Programmel ved en
Trykfejl stod „foliets* i Steden for „folies* var virkelig højst undskyldehg. —
Tilsidst spilledes en saakaldt Bhapsodie for Orkester: FspaSa af en
ube-kændt Komponist, Chabrier. Dette Stykke maatte nærmest antages at være
indstuderet til Brug ved den nogle Dage efter afholdte Ridepræsentation i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
