Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa Individets uendelige Betydning, opfattes som ægte
middelalderlig. Senere har Brandes imidlertid strøget denne Passus om
Viljen og Mennesket som Aand og erklæret sig for konsekvent
Determinist. Mennesket bliver kun det intelligenteste Væsen i
Natur-frembringelsernes levende Række. I sin Samfundsbetragtning er
han ekstrem Individualist, hvis Sympati er Individets Souverænitet
(Reaktionen i Frankrig S. 152 ff.), men som dog personlig kun
vil hævde Forskningens ubetingede Frihed. Som Æstetiker endelig
kan han vel betegnes som Realist og Subjektivist. Fordringen
paa Realitet, »den levende Model« og Kravet paa den aabne og
kraftige Indsættelse af den kunstneriske Individualitet er ham i
Literaturen det vigtigste.
Ud fra dette Livssyn er han endelig først og sidst den
store Kritiker, og dette er det centrale. Det er min
Overbevisning, at man har gjort og des værre stadig gør Brandes Uret ved
ikke at se Dobbeltheden i hans Natur og skelne mellem det
centrale og det periferiske hos ham. En lidenskabelig polemisk og
agitatorisk Fritænker paa den ene Side, mi stor Kritiker med en
vidunderlig bøjelig, vid og indtrængende Sympati og et stort og
fint psykologisk Blik paa den anden Side, det er den
ejendommelige Fordobling, men af disse to Ting er det første det periferiske,
det andet det centrale. Det centrale Synspunkt havde aabenbaret
sig i kraftigt Anlæg i »Kritiker og Portræter« osv., det periferiske
traadte stærkt frem i Hovedstrømningernes første Del. Det var
naturligt, at Angriberne holdt sig til det periferiske, og de havde
let nok ved at paavise den Tendens, som Brandes, i Sandhed
mere dristig og ungdommelig-overmodig end »hinterlistig«, aldrig
havde lagt Skjul paa. Men over dette maa- vi ikke glemme, at
vi har glædet os over og nydt godt af det centrale: hans
positiv-psykologiske Kritik, og at det dog ogsaa er paa Tide at
værdsætte dette.
Det er dette væsentlige, centrale, jeg altsaa først lader
Brandes give i Selvbelysning.
»Et Folks Literatur fremstiller, naar denne Literatur er
fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie«
(Emi-grantlit. S. 9). Det er disse Anskuelsers og Følelsers Historie,
som de frem træde i Literaturens Typer, Brandes vil give. Den,
der ved det, vil forstaa, at han »ikke har sat sig til Formaal at
levere, hvad man i gamle Dage forstod ved æstetisk Kritik efter
udenfra givne Regler, men kun at skildre Værkerne, for saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
