Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
plejer at fremhæve til Understøttelse af de udenlandske
Skribenters Skildring af Vikingernes Raahed og
umenneskelige G-rusomhed, gjelder det tildeels, at de ved en nærmere
Betragtning vise sig lidet paalitlige. Fridthjofs Saga lader
sin Helt sige, at han kaldtes Herthjof, da han hændede
Smaabørn paa Spydsodden; men Fridthjofs Saga er Romantik og
ikke Historie. I Landndmaboh heder det om Ølver «BarnaTcarh,
en højbyrdig Høvding i Norge, fra hvem berømte islandske
Ætter nedstammede, at han havde faaet dette Tilnavn, fordi
han, da han ’laa i Viking, ikke vilde «benda börn å
spjöta-oddum, sem Jm var vikingum tltt».1 Men det Sandsynlige er,
at han har faaet Navnet paa G-rund af den talrige Æt, der
stammede ned fra ham, og at den anden Forklaring er en
senere opstaaet Misforstaaelse. Ølver Barnakarl levede forud
for Islands Landnaamstid, hvormed vor sikkre Historie først
kan siges at begynde; han tilhører den sagnhistoriske
Taage-tid, og Beretningen om ham er, som Islændingerne sige, noget
«forneskjukend», d. v. s. den smager af romantisk Udpyntning.
Det er s ed vanligt, at Sagaforfatterne i deres Skildringer af
den forud for Historien gaaende Tidsalder overalt strejfer ind
paa det Overnaturlige og Urimelige. Ligesom Sagnheltene
udrustes med overmenneskelig Styrke, saaledes tillægges der
dem ogsaa i andre Retninger Egenskaber, Bedrifter eller
Sedvaner, der gaa ud over al Erfaring, og naar det altsaa i slige
«fornaldarsögur» er omtalt, at Vikingerne plejede at hænde
Børn paa Spydsodden, da er det, som den skarpsindige
islandske Lærde Gudbrand Vigfusson vistnok med Rette bemerker,
snarere Vidnesbyrd om, at Sligt tyktes en uhørt, urimelig og
umulig G-rumhed, end derom, at det nogensinde skulde været
Sedvane og brugelig Skik.2
1 <Han vilde ikke hænde Smaabørn paa Spydsoddene, hvilket da var Skik
blandt Vikingerne». Landn. V. 2. (Isl. Sög. 1843, I. Bind).
3 Safn til Sögu Islands, I. 286—87. I ingen fremmed Kilde hentydes
der, saavidt vides, til denne Skik, undtagen i Henrik af Huntingdons
Hist. Anglorum (Monumenta hist. Britanniæ, I. 736), men denne
Forfatter levede Aarhundreder efter Vikingtiden, og hans Udsagn har derfor
ikke stort at betyde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
