Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11
tro Mænd, den thrønderske Lenderinand Sigurd Ullstreng, til
Viken, hvor han skulde tilstevne et Thing og forelægge Sveinke
to Vilkaar: enten at gaa Kongen til Haande og yde ham alle
lovlige Udredsler eller opgive de Forlehninger, hvormed han
sad inde. Sveinke indfandt sig ogsaa paa Thinget, omgivet
af en talrig Skare af brynjeklædte Mænd, der «vare at se til
som blinkende Ismasser«;1 men paa de til ham fremsatte Krav
svarede han kun med Haansord, og, da han tilsidst bød sine
Mænd at staa op og gribe sine Vaaben, var der intet andet
Raad for Sigurd Ullstreng end at skyndsomt forlade Thinget
med uforrettet Sag. Kongen indsaa nu, at han selv maatte give
sig i Kast med Sveinke; han lod udruste fem Skibe, hvormed
han sejlede sydover for at tage Hevn for det Overmod, der var
vist ligeoverfor hans Ombudsmand. Han fandt imidlertid Sveinke
saa vel forberedt, omgivet af en saa talrig og godt udrustet Hær,
at han ansaa det for raadeligst at indlade sig i
Underhandlinger med ham. Hans første Fordring var, at Sveinke skulde
opgive alt sit Gods, forlade Landet og aldrig komme tilbage.
Men herpaa vilde denne ikke gaa ind; han vilde heller falde
end fly sin Odel. Kongen viste sig ogsaa villig til at slaa af,
og ved fælles Venners Mellemkomst bragtes det til et Forlig,
hvorefter Sveinke skulde forlade Landet og være borte i tre
Vintre, men beholde alt sit Gods, der i hans Fraværelse skulde
staa under hans Venners Varetægt. Det blev nu snart
aabenbaret, fortælles der videre, hvor stor Skade det var for
Bønderne i Sveinkes Hjembygd, at de maatte undvære sin gamle
Høvding; thi alskens Røvere og Ransmænd, der plejede at have
sit Tilhold i Grændsebygderne omkring Gautelven, vovede sig
nu frem, da de ikke længere havde ham eller hans Huskarle
at frygte, og gjorde saamegen Ustyr, at Kong Magnus blev
nødt til, endnu før de tre Viutre vare forbi, at kalde Sveinke
tilbage og gjengive ham alle hans Ejendome og Forlehninger,
for at han, som før, kunde vogte Grændserne og holde Orden
i Bygden. Det er sidste Gang, at vi se en enkelt Lendermand
være dristig eller mægtig nok til aabent at prøve Styrke med
selve Kongedømet. Men i en Grændsebygd som Ranrike maatte
Forholdene ogsaa i mangt og meget arte sig paa en
ejendomelig Maade, og her maatte en slig uafhængig Høvdingemagt
1 „Var sem a ismol veri at sia, sva var fiat liI> vel bvit at vapnom oc
bryn-iom." Morkim/c., S. 137.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
