Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
forfatning. Ved at staa ligeoverfor et talrigt Aristokrati, der
havde sin Rod i den hedenske Religionsforfatning, blev
Kongedømet drevet til at knytte sin Sag paa det nøjeste til den nye
Religions, saa at dets Sejr tillige var Kristendomens. Deraf
fulgte igjen, at Kirken blev det særlig underlagt, og at den i
den almindelige Folkemening kom til at staa som uadskillelig
forbunden med det, — som en Del af dets Domaine. Og dette
Forbund havde ikke blot en Støtte i de for Norge specielle
historiske Forhold; det var ogsaa i en videre Forstand et
naturligt, idet ikke blot Kongedømet, men ogsaa Kristendomen
efter sit inderste Væsen havde en demokratisk Tendents. Paa
den anden Side stod dog den norske Kirkes fuldkomne
Afhængighed af Kongedømet altfor meget i Strid med Forholdene i
det øvrige Europa og med de Fordringer, som den katholske
Kirke i hin Tidsalder opstillede, — navnlig efterat den store
Reformbevægelse var begyndt, der fandt en saa veldig
Repræsentant i Gregor den Syvende, — til at den længe kunde
fastholdes uforandret. Denne Reformbevægelse havde sin
verdenshistoriske Ret og Gyldighed; Kirken indesluttede i hin
Tidsalder den største Sum af Intelligents og repræsenterede
ligeoverfor det øvrige Samfund en fuldkomnere, mere ideal
Retsorden; dens Krav paa at frigjøres fra enhver verdslig
Myndighed og at sideordnes eller endog overordnes Staten, var derfor
et Udtryk for den fremadskridende Tidsaand. Udviklingen
maatte medføre, at disse Krav ogsaa gjorde sig gjeldende i
Norge, at ogsaa den norske Kirke nærmede sig til at blive et
eget Samfund, en Ståt i Staten, med sin selvstændige Styrelse,
der følte sig som sideordnet med den verdslige og søgte at
drage saameget som muligt fra dennes Omraade og under sit
eget. Jo fuldkomnere et saadant hierarkisk System kunde
gjen-nemføres, desto dybere rodfæstet viste den kristelig-religiøse
Aand sig at være hos Folket, desto varigere og sterkere kunde
dens Indflydelse blive. Det første mere betydningsfulde Skridt,
der skete i denne Retning, var, at Biskopperne løsgjordes fra
det rent personlige Afhængighedsforhold, hvori de stode til
Kongen som dennes Hirdbiskopper eller Missionsbiskopper, og at
der tildeltes dem faste Sæder og Biskopsdømer. Endnu da
Adam af Bremen skrev (ved Aar 1075), synes Forholdet at
have været det samme som i Olaf’ernes Tid, inden
Kristen-domspaabudet endnu var gjennemført. Han siger nemlig om
de norske Biskopper (og de svenske), at de, «udnævnte af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
