Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
fra først af havde stillet sig paa Magnus’s Side, nu var bleven
vaklende, og at mange af dem havde begyndt at hælde over
til hans Modstander. Da Harald siden med sin Flaade lagde
sig udenfor Bergen, strømmede Folk til ham fra alle Sider, saa
at hans Hær alene i Juledagene blev forøget med over tusind
Mand; man kaldte endog denne Vinter siden «Muge-Vinteren»
paa Grund af de store Flokke, der havde samlet sig om ham,
og dette bekræfter, at det ikke var saameget af Magelighed, at
Magnus’s Lendermænd undslog sig for at komme til ham, da
han trængte deres Hjælp, men snarere fordi de allerede i al
Stilhed vare vundne for den anden Part. Sigurd Sigurdssøns
Raad til Kong Magnus gik, som vi saa, ud paa at søge en
Støtte hos de lavere Samfundsklasser ligeoverfor det egennyttige
og upaalitlige Aristokrati, at opstille et afgjort demokratisk
Kongedøme ligeoverfor det af Stormændene baarne og
frem-hjulpne. Derhen førte jo ogsaa tilsidst den følgende Tids
Thronfejder, og her er altsaa et af de Træk, hvorigjennem
disse Fejders inderste Traad og Tanke glimter frem.
Partimodsætningen, saadan som vi møde den i Erling Skakkes og
Sverres Tid, bebudes allerede længe iforvejen, fordi den var en
nødvendig Konsekvents af Landets forudgaaende politiske og
sociale Udvikling og ikke blot fremkaldt ved et Sammenstød
af tilfældige Omstændigheder.
Harald Gille nød i de Par Aar, han som Enekonge styrede
Landet, almindelig Popularitet, og det er udtrykkelig anført som
en Grund hertil, at «han lod sine Mænd raade med sig i alt,
hvad de vilde»;1 Høvdingerne vare tilfredse, fordi det var dem,
der i Virkeligheden styrede i Kongens Navn, og Høvdingernes
Mening blev som sedvanlig ogsaa Folkets. Harald stod sig
ligeledes godt med Geistligheden, ja, han blev endog efter sin
Død kaldt en hellig Mand, trods det forargelige Liv, han havde
ført, og uagtet han, — hvad der vel ansaaes for endnu værre, —
engang havde ladet en Biskop hænge. Begge disse Klasser
maatte, idet de nærmede sig til hinanden og arbejdede paa at
opnaa en uafhængig Stilling i Staten, finde sin Regning ved, at
Kongedømet var svagt repræsenteret. Derfor kunde Sigurd
Slembedjakn, om hvem alle, baade Venner og Uvenner, bleve
enige, — da han var død —, at ingen Mand havde været mere
1 HeimskrS. Magn. Bl. ok Har. Gill,, Cap. 1.
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
