Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
mark. Her traf han Biskop Nikolas Arnesson, og istedetfor at
føre sine Folk videre til Konstantinopel forenede han dem med
Biskoppens og var med at stifte den nye Oprørsflok, som fik
Navn af Bagler. Saaledes optog denne Flok fra først af et
sterkt Element i sig af lignende Art som det, der havde gjort
Birkebejnernes Navn saa forhadt og frygtet: Eventyrere, hvem
det kom ud paa et, under hvilken Fane de tjente, og som havde
valgt Krigerhaandverket i Mangel af noget bedre, eller fordi de
intet havde at tabe. Man faar ogsaa, af hvad der berettes om
Baglernes Strejftog rundt om i Landet, det Indtryk, at de i
Hensyn paa voldsom Adferd mod Bondealmuen ikke have givet sine
Modstandere noget efter, ja, at Sammenligningen i saa
Henseende endog snarest maatte falde ud til Fordel for disse sidste.
Det har da neppe kunnet være behageligt for Medlemmer af de
gamle Storætter at give sig i Lag med Folk af en saadan Art,
og dette blev maaske ogsaa en Grund til, at mangenen
højbyr-dig Mand, der havde kjæmpet med under Erling Skakkes og
Erkebiskop Eysteins Merke, holdt sig tilbage, da dette Merke
blev rejst paanyt under saa forskjellige ydre Omstændigheder.
Blandt Baglerpartiets Førere synes heller ingen at have
repræsenteret ved sine personlige Egenskaber den gamle Ætteadel
saa godt og saa verdigt, som Erling Skakke eller endog
Magnus Erlingsson havde gjort det; Reidar Sendemand var
udentvivl en Parvenu, en Krigsmand af Profession, hvem kun ydre
Omstændigheder havde stillet paa den Side, hvorpaa han stod;
Biskop Nikolas var, som Sverre sagde om ham, «glattunget,
men havde et Harehjerte og en Troskab som Rævens»;1 det
var altfor bekjendt, at han savnede Mod og Mandskab, til at
Aristokratiet kunde samle sig om ham som sin naturlige Fører,
trods hans høje Byrd og trods al hans Kløgt og Veltalenhed,
og om de øvrige Høvdinger for hans Parti faa vi ikke stort
mere at vide end deres Navne. Disse Høvdinger skulde, efter
den hele Sammenhæng, hvori de optraadte, have gaaet tilbage
til Overenskomsten af 1164 og særlig de ved denne Lejlighed
vedtagne nye Regler for Thronsukcessionen som sit politiske
Program, og naar vi se, hvorledes i den følgende Tid
Kirkefyrsterne og de med dem forbundne verdslige Stormænd
gjentagne Gange prøvede paa at drage disse samme Regler frem
som gjeldende Statsret, kunne vi heller ikke tvivle paa, at ogsaa
1 Sv. S., Cap. 55. — Jvfr. Aschehoug, Slatsforf., S. 114.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
