Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
saa sterkt frem under Borgerkrigene, ikke formaaede at holde
den vedlige, da denne store Grund havde ophørt at virke.
Fyl-kesaristokratiets sidste Forsøg paa at hævde sig en selvstændig
Magtstilling havde endt med at opløse det og rykke det op med
Roden. Det gjaldt ikke længer for Kongedømet at sejre, men
kun at udnytte Sejren, at sikre den vundne Position ved
Maadehold og Fasthed, og ingen kunde være bedre skikket til at
udfylde denne Opgave end Haakon Haakonssøn, der ikke blot ved
den ydre politiske Situation, hvori ban blev stillet, men endog
ved sin Personlighed synes i visse Maader at minde om Ludvig
den Fjortende.
Vi have i det Foregaaende omtalt det Svar, han som
otte-aarig Gut gav den gamle Birkebejn, da denne fortalte ham, at
hans Ret var ham fradømt paa Thinget, og hvilket vakte
saa-megen Forundring hos alle Tilstedeværende. Sagaen har
opbevaret flere slige Træk, der vidne om, hvor tidlig hans
Forstand modnedes, hvor gammelklog han var allerede som lidet
Barn. Han var opdraget i en urokkelig Overbevisning om sin
Ret til at blive Landets Konge; han voxede op blandt
Veteranerne fra Sverres Tid, som vare gjennemtrængte af dennes
Grundsætninger, og af hvem han modtog disse Grundsætninger
som et ferdigt System, hvis Gjennemførelse alene kunde være
et Tidsspørsmaal; han stod fra først af i en klar og grej
Situation, og deraf prægedes hans hele Personlighed. Skules og
hans Tilhængeres uophørlige Makinationer henrev ham aldrig
til noget voldsomt eller uoverlagt Skridt; han gav efter,
saalangt han kunde, og lod dem handle, ubekymret, som det synes,
for det endelige Udfald; medens Skule indlod sig i Forbindelser,
der nødvendigvis maatte forudsættes at have en forrædersk
Hensigt, vedblev han dog i det Udvortes at vise ham Tillit og
foretog sig intet, hvori Modstanderne kunde se en Udfordring,
eller som kunde tydes som Tegn paa, at han frygtede dem og
deres Intriger. Man begyndte at tro, at hans Karakter var
svag og ubestemt; det blev sedvanligt i Skules Lejr at kalde
ham «Haakon Søvn«. Men da det kom til den afgjørende Krise
og det blev uundgaaeligt at slaa til, viste han sig dog baade
rask og beslutsom. Han savnede ikke Kraft; men han forstod
fremfor alt at vente, og hvad der fremfor alt gjorde ham sterk,,
var den Sindsro og Ligevegt, der udmerkede ham, og som havde
sin Rod i hans aldrig svigtende Følelse af at have Retten og
Folkemeningen paa sin Side. Hans Skikkelse kan i Storhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
