Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
«lier poetisk Glans ikke paa langt nær maale sig med de mest
fremragende af hans Forgjængeres, hvis Verk han maa siges i
Hovedsagen at have bragt til Afslutning; men han fyldestgjorde
den Situation, i hvilken han var stillet, og den krævede ikke
Sverres Geni eller Olafernes Euthusiasme og brændende Energi;
det var nok at være, hvad han var: en klar, sikker og samlet
Personlighed, paa engang maadeholden og fast, opfyldt af
Følelsen af det Ansvar, der paahvilede Kongedømet som Folkets
og Statens Repræsentant og Haandhæveren af Lov og Ret og
gode Seder, virksom for at opretholde Norges Anseelse i Krig
og Fred, veltalende, oplyst (bene literatus) og verdig i sin ydre
Optræden.
Efter Skules Fald mødte han ingen Modstand længer i
Landet; alt underkastede sig ham; men han benyttede sig af
sin Sejr med stor Mildhed og lod ingen Straffedom gaa ud over
dem, der havde taget Del i Oprøret. Han havde havt sine
indflydelsesrigeste og virksomste Fiender blandt den højere
Geistlighed; alligevel viste han, ogsaa efterat være kommet i
ubestridt Besiddelse af Magten, stadig stor Ærbødighed og Velvilje
ligeoverfor Kirken og var saa ivrig for at befordre de
kirkeligreligiøse Interesser og saa gavmild mod geistlige Stiftelser, at
det blev sagt til hans Ros, at siden Olaf den Hellige ingen
Konge havde lagt saamegen Vind paa at styrke Kristendomen
i Norge som han.1 Men paa samme Tid fastholdt han de af
Sverre opstillede Grundsætninger i Hensyn paa Forholdet
mellem den verdslige og geistlige Myndighed og lod sig ikke
bevæge til noget Skridt, der kunde tydes som en Opgivelse af
disse Grundsætninger, ifølge hvilke Kongedømet ikke blot var
fuldkommen uafhængigt ligeoverfor Kirken, men endog forpligtet
til at føre det øverste Tilsyn med denne. Han var kommen
paa Thronen i Kraft af den gamle Arvefølgeorden, der stillede
uegte Kongesønner lige med de egte; han repræsenterede
ligesom Sverre den hellige Olafs Lov, ifølge hvilken
Kongeverdig-heden var en Ættebesiddelse, en Harald Haarfagres Mandslinje
tilkommende Ret, der ikke trængte noget Samtykke eller nogen
kirkelig Sanktion for at træde i Kraft; men ogsaa deri fulgte
han den af Sverre anviste Vej, at han, medens han fastholdt
den gamle nationale Opfatning af Kongedømet, hvor det gjaldt
a,t hævde dettes Uafhængighed og Beroen paa sig selv, samti-
1 Hak. Håk. S, Cap. 369.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
