Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kratiske Særrettigheder, som fra gammel Tid vare tillagte
Hølds-klassen, kunde man tilsidst komme til at finde det underligt
eller stødende, at Høld ikke skulde betyde noget andet og mere
end en ret og slet Odelsbonde, og man kunde herved ledes til
at opstille en ny Definition, ifølge hvilken Hølden atter blev
noget saavidt sjeldent, at der syntes at være nogen Rimelighed
i, at han nød arvelige Fortrin fremfor det øvrige Folk.
Paa lignende Maade ville vi se, at Magnus Lagabøters
Lovrevision, ogsaa ved de Reformer, den gjennemførte i Hensyn paa
Strafferet og Proces, opfyldte et Krav, som de forandrede politiske og
sociale Forhold i Landet havde stillet, eller slog fast Resultaterne
af en forudgaaende indre Udvikling. I Provinciallovenes — og
særlig da i den eldste, Gulathingslovens, — Rettergangsregler finde
vi afspejlet en Samfundsorden, hvorved Storætterne endnu havde
bevaret sin oprindelige Suverænetet saavidt, at Staten næsten kun
var at betragte som et Forbund mellem dem, en «Fred», som de
havde indgaaet sig imellem og vare blevne enige om at overholde.
De offentlige Domstole kunde, saalænge denne Organisation endnn
stod ved Magt, kun have et meget indskrænket Omraade;
Forbrydelserne opfattedes hovedsagelig fra den privatretlige Side, som
Fornærmelser tilføjede den ene Æt af den anden, hvorved «Freden»
mellem dem maatte ansees som midlertidigt opsagt, indtil de paa
egen Haand eller ved de offentlige Domstole, det vil sige: de
andre forbundne Ætters Mellemkomst kunde komme til Forlig;
enhver Retstvist tænktes kun at vedkomme de Ætter, mellem
hvem den var opstaaet, og hvis Sag det var at faa den
udjævnet paa lovlig Maade og saa, at det øvrige Samfunds Fred ikke
forstyrredes. Rettergangen i civile Søgsmaal havde, i
Overensstemmelse med denne Opfatning, fordetmeste en rent privat Karakter;
Parterne opnævnte selv sine Domere, og kun forsaavidt disse ikke
kunde komme til Enighed eller den tabende Part vægrede sig
ved at efterkomme deres Kjendelse, blev Sagen at indbringe for
Thinget eller den offentlige Domstol. Ved Forbrydelser, der
kunde afsones med Bøder til den Fornærmede, var det ligeledes
overladt til Parterne selv at bestemme disses Størrelse ved
indbyrdes Forlig eller ved et Skjøn af privat opnævnte Domsmænd.
Naar Forbrydelsen derimod medførte som lovbestemt Straf
Fredløshed og Bod til Kongen, maatte den vistnok indbringes for
Thinget, forsaavidt som kun en offentlig Domstol kunde ilægge
en offentlig Straf; men Domstolen var saavel i dette Tilfælde
som ved de civile Søgsmaal, der undtagelsesvis bleve den fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
