Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
og som havde afgivet den moralske Grundvold, hvorpaa de
regjerende Huses Herredøme fra først af blev bygget. Det
var Godens Sag at mægle og stifte Forlig, naar der udbrød
Stridigheder mellem hans Thingmænd, at overholde Fred og
Orden, at sørge for den offentlige Sikkerhed ligeoverfor Tyve
og Ugjerningsmænd, hjælpe enhver til sin Ret, paase i visse
Tilfælde Exekutionen af fældede Dome o. s. v. Han skulde
kjende Loven; til ham henvendte Thingmændene sig, naar de
troede at behøve Raad eller Hjælp i sine private eller offentlige
Anliggender, eller naar det gjaldt at træffe en almindelig
Foranstaltning til Menighedens Tarv, eller naar nogen af dem blev
forurettet af en fremmed Høvding eller hans Mænd. Han var
deres Repræsentant ligeoverfor alle udenfor Menigheden Staaende,
deres juridiske Konsulent og, saalænge Hedenskabet endnu stod
ved Magt, ja, ofte endog efter Kristendomens Indførelse,
tillige deres Prest. Til Gjengjeld for alle disse Tjenester havde
han Krav paa, at hans Thingmænd skulde følge ham, naar han
opbød dem til Things eller andensteds, hvor han troede at maatte
optræde mandsterk eller ønskede at udfolde sin Magt. Det var
dette Forhold, der udtryktes ved at Høvdingen tilsagde sine
Mænd «traust» (Forsvar, Beskyttelse), og disse ham igjen
«liö-sinni» (Tjeneste, Følge). Thingmændenes Forpligtelse at følge
sin Høvding eller at beværte ham, naar han drog om paa sine
Rundrejser, har vel ofte maattet falde dem tung nok;1 men,
saalænge Goderne endnu nogenledes udfyldte sin gamle Rolle
og vedbleve at staa som Ledere og Forsvarere hver for sin
Menighed, maatte deres Krav paa en slig Tjeneste dog synes billigt;
deres Stilling var en ærefuld, men paa den anden Side
forbunden med store Opofrelser; de varetog i saamange Forhold sine
Undergivnes Interesse, at disse i Regelen maatte betragte det
som en Æressag at styrke og støtte dem overalt, hvor de
behøvede det. Den enkelte Gode kunde heller ikke ustraffet
misbruge sin Myndighed eller vise sig ligegyldig i Opfyldelsen af
sine Forpligtelser; han udsatte sig derved for, at hans Thing-
1 Se t. Ex. Ljosvetninga S., Cap. 6 (Islend. Sög., ældre Samling, II. S. 11). Jvfr.
sst. Cap. 23: „Eyjolfr (Søn af Gudmund den Mægtige) åtti samkomu i
héraöi ok mælti: pat er yör kunnugt, at ek em kallaör liöföingi yövarr;
nu j)iki mér sem pat myni sannligt kaup meÖ oss, at hvorir veiti öflrum at
réttum målum, ok at pér styrkiö oss til imöts viö mina ågangsmenn, en
ek sé yöarr liösinnismaör i yörum nauösynjum. Mönnum pötti petta vel
sagt."
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
