Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
altformeget at fortælle og en altfor ejendomelig Maade at
fortælle paa, til at man kunde blive staaende ved denne. Presterne,
der ifølge sin Stilling skulde repræsentere Latindannelsen og
Sammenhængen med det lærde og literære Europa, vare altfor
nøje lierede med Aristokratiet, og Aristokratiet var altfor
nationalt, altfor umiddelbar interesseret i Hævdelsen af de fra
Fortiden nedarvede Traditioner og traditionelle Former, til at ikke
disse maatte faa Overtaget i Literaturen, naar denne først
rigtig var kommet i Gang. I Begyndelsen gaar Latin og
Modersmaalet jævnsides, og det synes uvist, hvilket af de to der vil
blive herskende Literatursprog; men det varer ikke længe,
inden Modersmaalet trænger sejrende frem overalt, endog paa
saadanne Felter, hvor Europas fælles lærde Sprog synes
selvskrevent til Herredømet, som inden Theologien og inden den
paa en mere strengt videnskabelig Granskning hvilende
Historieskrivning.1 Man begynder med at sammensætte Legendarier
eller Helgensagaer om Olaf den Hellige, Olaf Tryggvessøn,
Biskopperne Thorlak Thorhallssøn og Jon Øgmundssøn i det for
slige Emner overalt hævdede Sprog, Kirkens og Geistlighedens
officielle Tungemaal; men ogsaa disse Arbejder oversattes snart
paa norsk og synes fordetmeste kun at være blevne bevarede
og udbredte i denne Form. De eldste Forsøg paa at behandle
Norges Kongehistorie i den sedvanlige Annalist- eller
Kronist-maner og paa Latin fortrængtes eller afløstes suart ved senere
Behandlinger af de samme Emner, i hvilke det i Traditionen
ophobede Sagnstof er bleven optaget paa en mere fri Maade,
som har holdt sig nærmere til den nationale Fortællemaade, og
som netop derved har kunnet saameget lettere vinde og
fastholde det læsende Publikums Yndest. Og da først Isen var
brudt ved Behandlingen af den norske Kongehistorie, baade den
eldre og den samtidige (Eirik Oddssøns Hryggjarstylike og
Sverres Saga), — da først Stødet var givet til en mere ligefrem
Overførelse af den mundtlige Fortællekunst i Literaturen og
derigjennem ogsaa til en Optagelse inden denne af saadanne
Sagnstoffer, som, fordi deres Gjenstand hverken var Folkets
almindelige Historie eller hellige Mænds Liv og Levnet, ikke
havde kunnet indbringes enten i Legendens eller Krønikens
konventionelle Former, var det, som naar Dæmningen for en
Elv slippes op. Hele den store Flok af Ættesagn, der vare
1 Jvfr. Keyser, Litteratur hist., S. 2G—27.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
