Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
saiske Sagaform, eller de samles, kommenteres og kombineres
ved prosaiske Udfyldninger; men noget nyt i dette Genre har
neppe været frembragt, efterat den skriftlige Literatur var
begyndt. Ogsaa Draapadigtningen eller den historiske
Skalde-poesi havde i det væsentlige udspilt sin Rolle forud for dette
Tidspunkt. Man vedblev vel at dyrke den i de islandske
Skoler og Skaldeætter, og i det 13de Aarhundrede fik den endog
tilsyneladende et nyt Opsving, idet Snorre forfattede sin
Lærebog og derved gjorde det£lettere for andre at tilegne sig hele
det Lærdomsapparat og det System af Regler, hvorpaa
Skalde-kunsten hvilede, og idet baade han og hans Brodersønner Olaf
Hvitaskald og Sturla Thordssøn optraadte og forfattede
Lovkvæder til Ære for Haakon Haakonssøn, Magnus Haakonssøn,
Hertug Skule, Haakon Galin i den gamle Draapamaner og
derved for en Stund bragte denne i Skuddet ved de norske
Høvdingers Hoffer.1 Men det hele Genre, opstaaet og udviklet i en
længst forsvunden Tidsalder, knyttet til Billeder og
Forestillinger, som forlængst havde blegnet, ja vel endog vare blevne
ligefrem uforstaaelige for de fleste, var og blev en vissen Gren,
som ingen Lærdom og intet Kunstliebhaberi kunde bringe
noget rigtigt Liv i. Draapaskaldene ved de norske Kongers Hof
havde været et Slags officielle Historiographer, hvem det
paa-laa at give Beretningen om vedkommende Konges Liv og
Bedrifter en fast Form, hvori den lettere kunde huskes og
bevares for Efterslægten; men efterat en skriftlig Literatur havde
udviklet sig og man havde begyndt at optegne Fortællinger i
prosaisk Form om samtidige Begivenheder (Eirik Oddssøns
Hryggjarstykke), maatte Draapadigtningen med sin stive, skruede
Ordbram og sit engang for alle opgjorte Forraad af Billeder og
Kunstudtryk, der alene passede til en meget snæver Kreds af
Forestillinger, og som alene ved stadig at ledsages af en
prosaisk Fortælling kunde give et nogenledes fyldigt Begreb om
de skildrede Tildragelser, meget snart blive en antikveret Form
for Bevarelsen af det historiske Minde. Den havde havt
Betydning som Støtte for den mundtlige Tradition; men den var for
stram og snæver til helt at udfylde dennes Rolle; den havde
ophørt at være Poesi, og den kunde ikke udvikle sig til at blive
en Historieskrivning, i Lighed med Rimkrøniken i andre Lande.
Det er karakteristisk, at Sverre, der viste saamegen Omhu for
1 Se Keyser, Litterater hist., S. 330—35.
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
