Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
kunsten i Norge, uden mindste Præg af Ejendomelighed, men
endog rent genealogisk eller gjennem en physisk Nedstamning
er knyttet til denne. Skaldskaben var, som næsten enhver
aandig Idræt eller Ferdighed i hin Tidsalder, et Arvegods i
Ætterne. Om mange af de islandske Skalder er det bekjendt,
at de tilhørte Ætter, i hvilke Kunsten havde gaaet fra Mand
til Mand gjennem et langt Tidsrum, og Rækken af poetiske
Ahner fører da ofte tilbage til Norge, til en eller anden af de
berømte norske Hofskalder fra Tiden før Islands Bebyggelse.
Tind Hallkellssøn, Gunnlaug Ormstunge, Gisl Illugessøn t. Ex.
vare alle tre af samme Æt, og denne udledede sin Herkomst
fra Brage liin Gamle og Erp Lutande.1 Hos Egil
Skallagrims-søn, Islands berømteste Digter i det 10de Aarhundrede, var
Begavelsen eller Kunstferdigheden et Arvestykke fra Faderen,
som selv var Skald, og hvis Morbroder var Ølve Hnufa, Harald
Haarfagres bekjendte Hirdskald. Fra Egil stammede igjen
flere af Islands i den følgende Tid mest ansete Digtere: Skule
Thorsteinssøn, Einar Skulessøn, Bjørn Hitdælakappe. Ogsaa
i Sturlungernes Familie gjaldt Digterevnen som arvelig, og man
ser, at den udledes fra deres Frændskab med de saakaldte Myre- ■
mænd, Egil Skallagrimssøns Ætlinger.2
Den historiske Skaldekunst eller Draapadigtningen maa
altsaa, skjønt den gjennem lange Tider hovedsagelig var
repræsenteret af Islændinger, alligevel betragtes som en
Fællesejen-dom for hele den norske Folkestamme. Men nu er det
umiskjendeligt, at Draapadigtningen har været en af de Hovedrødder,
af hvilke Sagaen eller den senere historiske Literatur voxede
ud. Vi kunne allerede slutte os hertil af den Omstændighed,
at netop de Egne af Island, hvor de fleste Draapaskalder hørte
hjemme, og som særligt vare blevne bebyggede af hine
«Vest-mænd» (d. e. de med Skotland og Irland forbundne norske
Høvding- og Vikingætter), hos hvem vi maa antage, at den
historiske Skaldekunst fra først af har udviklet sig, ogsaa bleve
det rette Hjem for Sagaskrivningen og den historiske Literatur,
saaledes fremfor alt Bygderne omkring Brejdefjorden, som man
har kaldt det «islandske Attika», og hvorfra Literaturens fleste
klassiske Verker: Islendingabök, Landnåmabök, Heimskringla,
1 Landndmab., II. 1.
2 Se Gunnlaug s S. Onnst-, Islend. Sög. II. S. 191. Jvfr. Munch, N. F. II.,
II. S 228 -29.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
