Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Stof, enten Sagn øste af den mundtlige Tradition eller Notitser
om merkelige historiske Steder, som han havde indsamlet paa
sine Rejser; han har, idet han benyttede eldre skriftlige Kilder,
overalt udvisket det legendemæssige Præg, bortskaaret de
opbyggelige Betragtninger og Talemaader, gjengivet Sagnet dets
oprindelige objektive Karakter og gjennemført ogsaa for disse
Partier af Norges Historie den egte Sagastil. Men denne selv
er ikke skabt af ham, ja, han kan ikke engang siges at have
paatrykt den et ejendomeligt Præg;1 den fremtræder allerede
forud for Snorres Tid fuldt udviklet, virtuosmæssig sikker i
Sverres Saga, og ligeledes, før ham eller samtidigt med ham, i
en Række af de islandske Ættesagaer. Man har vistnok, som
før omtalt, ogsaa for disse sidstes Vedkommende, troet at kunne
paavise en fremadskridende Udvikling inden den skrevne
Literatur, en gradvis Stigen af Sagafortællingens Kunst, og derpaa,
efterat denne har naaet sit Højdepunkt, en gradvis Dalen.
Imidlertid er det dog vistnok ulige lettere at godtgjøre, at
Sagastilen har tabt sig efter Midten af det 13de Aarhundrede, eftersom
man fjernede sig fra den mundtlige Traditions levende Kilder
og Smagen blev «literær», — paavirket af Læsning fremfor af den
mundtlige Fortællekunst, — end at levere noget Bevis for, at en
fremadskridende Udvikling har fundet Sted inden den skrevne
Literatur. De Sagaer, som man har Grund til at henføre blandt
de eldste (som lleidarviga-S., Vigastyrs-SHallfreds-S. o, fl.),
kunne vistnok i Hensyn paa Anordning og stilistisk
Mesterskab ikke maale sig med en enkelt blandt dem, der først ere
tilblevne omkring Midten af det 13de Aarhundrede (navnlig
Njaals Saga)] men i det Hele udvise de dog Sagastilens
ejendomelige Fortrin fuldt udviklede, og, om end ikke alle disse
Sagaer ere lige gode, om det end kan paavises, at den ene
Sagaforfatter har laant af den anden eller i Behandlingen af
sit Stof taget Hensyn til, hvad der var skrevet af andre,2 saa
heller ikke her Theorien om den i den mundtlige Tradition
ferdigdannede Saga viser sig at holde Stik: er det dog
umiskjendeligt, at de alle ere støbte i den samme Form, og at det
individuelle Forfatterskab kun har havt et snævert Raaderum.
Vi nødes, med andre Ord, til at antage en «Literatur før
Literaturen», om end ikke paa den Maade eller i den Udstrækning,
1 Jvfr. Gjessing, Kongesagaens Fremvæxt, I. S. 112—113.
2 Se G. Vigfussons Fort. til Eyrbyggja-S., XII—XIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
