Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
udflyttede Ætter kom til at indtage til sit fordums Fædreland,
at Islands særlige politiske og sociale Forhold i høj Grad maatte
bidrage til at skjærpe Sandsen for Historie og Skaldekunst og
give Traditionen et Liv og en Styrke, som den aldrig vilde
have kunnet opnaa i selve Moderlandet. Og det var dog, —
vi gjentage det, — ikke som Fremmede, at Islændingerne
tilegnede sig det Hverv at besynge de norske Kongers Bedrifter
og at fortsætte og udvikle den norske Kongesaga; det var netop,
fordi de, trods den ydre Adskillelse, vedbleve at være Nordmænd,
at deres Draapadigtning kunde bringe den norske til at
forstumme, at den af dem bevarede Tradition, de af dem udførte
Arbejder over Norges Historie kunde faa en saa fuldkommen
national Karakter og tilfredsstille saa fuldstændigt Behovet,
at der ikke blev Plads for nogen Historieskrivning udenfor
deres.
Det islandske Samfunds koloniale Karakter, — den helt
ubrudte aandige Sammenhæng, hvori det vedblev at staa med
de øvrige Nordmænd, — viser sig allerbedst i Maaden, hvorpaa
Islændingerne skrev Norges Historie. Man merker nemlig
aldrig andet, end at de have betragtet denne Historie som sin
egen, at de have opfattet den ganske paa samme Maade som
alle andre Nordmænd og fuldkommen delt de i Norge raadende
Stemninger og Meninger. Der har vistnok i Hensyn paa de
mere stofmæssige Enkeltheder fundet nogen Divergents Sted
mellem den islandske og den norske Tradition, og den enkelte
islandske Sammensætter af norske Kongesagaer har jævnlig
været fristet til at lægge vel megen Vegt paa sine egne
nærmeste Landsmænds eller Sambygdingers Bedrifter eller til at
indflette vel mange Thaatter vedkommende den eller den
Islænding, S R R elt han kunde finde det nødvendigt at undskylde
sig i saa Henseende ligeoverfor sine norske Læsere.1 Men
noget ejendomeligt islandsk Synspunkt eller Standpunkt for den
hele Behandling er der ikke Spor af. Det er tvertimod
aabenbart, at ligesom Norge i geographisk Henseende var for
Islændingerne det Midtpunkt, hvorfra de altid gik ud, saa at endog
1 Se Trologen til den større Olaf den Helliges Saga (Chra. 1853): „Veit ek
at sva man fykkja ef utanlanz komr sia frasøgn sem ek kafa mjök sagt
frå islenzkum monnum en fat berr til fess at islenzkir menn feir er fessi
tiöindi sa eöa heyrdu baru hingat til lanz fessa frasagnir ok hava menn
siöan at f eim numit."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
