Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
tilhører Island. Af Verker, som med nogenlunde Sikkerhed
vides at være skrevne i Norge og af Nordmænd, kan for det
samme Tidsrum kun nævnes Thjodrek Munks latinske
Norges-krønike, Sverres Stridsskrift mod Biskopperne og nogle
Legender og Homilier.1 Først i det 13de Aarhundrede synes den
literære Virksomhed at være kommen i rigtig Gang ogsaa i
Norge. Men, medens Island fra denne den norrøne Literaturs
Glandsperiode har en Række af Verker at opvise, der baade
ved Indhold og Behandlingsmaade ere egte nationale, fuldt
ejendomelige, greb man i Norge efter fremmede Stoffer.
Ligeoverfor de islandske Familiesagaer og de mythisk-heroiske
Sagaer, ligeoverfor Heimskringla, Fagrskinna, Morkinskinna,
Orkneyjinga-Saga, Færeyjinga-Saga, ligeoverfor den eldre og
yngre Edda staar Norge næsten kun med et helt igjennem
originalt Verk, Kongespejlet, som, hvor merkverdigt, ja
enestaaende inden Middelalderens Literatur det end maa erkjendes
at være baade ved sit Indhold og sin Form, alligevel savner
den Friskhed, der udmerker saamange af de historiske Sagaer.
Forøvrigt ere de i Norge og ved Nordmænd i Løbet af det 13de
Aarhundrede tilblevne Verker enten ligefremme Oversættelser
og Bearbejdelser af fremmede Literaturfrembringelser — som
Tristram ok Isodds Saga, Elis-S., Ivents S., Strengleikar,
Bar-laams ok Josaphats S., Bevers S., Parcevals S. o. fl., — eller
de have, forsaavidt de udvise et mere selvstændigt
Forfatterskab, som Tilfældet er med Karlamagnus Saga og især
Thid-riks Saga, ialfald hentet sit Stof udenfra.
Man kunde i de her paapegede Kjendsgjerninger se et
Argument for, at den norrøne Literatur væsentlig bør opfattes
som en Nationalejendom for Island, — et lokalt islandsk
Phænomen saa at sige, — hvori Norge kun indirekte og paa anden
Haand blev delagtiggjort. Man kunde ræsonnere paa følgende
Maade: Literaturen blev grundlagt af Islændinger, og de paa
Island tilblevne Verker fandt tildels ogsaa Vej til Norge; de
vakte her en Sands for aandig Syssel, en Læselyst, som ikke
forud havde været tilstede, men som nu, da den først engang
var vakt, stadig krævede ny Næring, saa at man tilsidst ogsaa
prøvede paa at tilfredsstille den ved egne Arbejder; Literaturen
paa Island virkede altsaa tilbage paa Moderlandet og
fremkaldte ogsaa her en Literatur i det nationale Tungemaal; men
1 Se Gammel norsk Homiliebog, udg. af Unger, Fort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
