Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VII. Min lille Kanin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 157
smelter sammen til en Jord.
Driftens Skrig blier Tankens Ord.
Spurgte jeg den Mand, som gaacr
hist forbi, og Nesler slaaer
heel ufølsom med sin Stav,
som om de ei skulde groe
vel som han, og frit sig snoe
under Himlen . . (Naar i Grav
Manden ligger med sin Stav,
vajer Neslen ovenpaa,
drikker Dug af Himlen blaa.)
— Ei nu seer jeg først, at ei
Nesler groe ved VinterveL
Ah, det gjør dog Intet; thi
ofte Mennesker jeg saae
hver en Blomst de gik forbi,
hvert et Liv, de kunde naae,
af i Kjeppeleeg at slaae.
Hyben bad med Kinden varm,
Klokken med sin aabne Barm,
Balsamine skjalv — 0 Snak!
der fløi Hoved, der fløi Ståk!
. . . Spurgte jeg den Mand, og bad
Ham at see i Pusens Øie,
kige dybt og see sig nøje
fore, og saa sige hvad
Meer bag Øjet han blev vaer
end Pupill og Lindse klar.
Ei, han stirred vist paa mig,
gloede hæsligt, Puus, paa dig,
svarte maaskee: Intet, Far,
uden at I er en Nar.
— Ak, i Blaamins klare Øje,
gjennem Lindsens Regnbuslør,
gjennem dens Pupill, som Rør,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
