Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VII. Min lille Kanin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 Digte
seer jeg vide Himle høje,
(Guds de vidtudslagne Barme,
hvor sig Mid ved Sol tør varme)
vrimlende af Liv fra smaae
Myggegnister, Mammuthblus
til Solebaal . . Min lille Puus,
sligt Panoram i dit Øje laae.
Blaamin, naar din Ven i Krogen
eensom stured’ over Bogen
fra det gamle Jødetempel,
som tør bære saadant Stempel:
„Livets Kilde, Himlens Stige"
(flettet af Hieroglypher,
Hjerteblod og Logogrypher)
kasted’ den saa langt her bag,
at han ei den fandt idag,
tænkte at hans Harpes fulde
Vinger før ham bære skulde
over Sky til Himmelrige,
end de Pergamenske Poser,
fulde af forraadne Gloser,
og han greb sin Fyrrelyre,
for sin Stilhed lidt forstyrre,
mens du, lille Puskanin,
legede med Maanens Skin
(som et Barn med gylden Penge)
paa mit Gulv, og fnystred glad,
naar du hørte mine Strenge
tone i den hele Rad:
Du dit Øre fremad ståk
hvergang der fremklang et Ak,"
slog med Silkesløifen, som
om du vilde hvifte bort
alle Sukkene, som kom
(liig et Liigtogs mørke Stads
af colonnede Palads)
udaf Harpens gyldne Port.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
