Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VII. Min lille Kanin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. Første Ring. 159
Naar du heisa! hop! omkring
hoppede i Kvær og Ring,
og i Maaneskinnet var
liig en Sky paa Himlen klar,
drivende for lystig Blæst,
hvor det tykkes selv den bedst,
Synskreds gjennem, Sol forbi,
lige lystig, mørk og fri:
Ah da saae jeg Livets Kilde,
som et Springvand i min Krog,
sine Draaber til mig spilde,
klarere end i min Bog!
I min lille Puse blaa
jeg en Sprudledraabe saae,
og jeg tog den op, og krysted’
som en Taare den til Brystet,
liig en Taare, som Naturen
græd af Medynk i mit Skjød,
da den saae, at Kummer brød
tidlig i min Pande Furen.
Jeg den krysted’ saa til Brystet
(Taaren, som Naturen rysted,
lille Blaamin, i mit Skjød,)
at den sprang itu og flød,
som en Taage blaa og blød,
som sig over Alting gjød,
over Jord og over Himmel,
over Dyr og Stjernevrimmel,
smelted Melkevei og Dyb,
Sirius og Havets Kryb
alt isammen, løste op
Hav og Leer og Bjergetop,
i den store Taaretaage
blot til farveløse Draaber.
Alt beholdt dog da sin Form:
Sol var Sol af Damp (en mørk
Taage midt i Nattens Ørk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
