Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Digte
krampagtigt holdt, og mens det gjemtes
paa Bunden af den Graad, som tæmtes
ei altid naar min Hjemvee brast?
Det samme Smiil, det brogede Skjær
af Engens naturlige Blomsterhær,
som Sommervindene jog i Vover,
min Plets Natur! ei længer over
dit før saa yndige Aasyn gaacr,
som forhen engang Aar for Aar
fra dengang hørt blev første Gjøg
til Kløvren blegned og Fnokken føg.
Men jeg, hvor fjernt end gik min Fart,
dit Billed, Plet, har tro bevart.
Bjergrullende Atlanterhav
ei mindste Træk har skyllet af.
Amerikas Himmel var aldrig saa blaa,
at Ærenpriisklyngerne jeg kunde glemme
der omhvifted som med tusinde smaa
azurne Serafvinger Højen derhjemme.
Den Skovskyggenat i Illinois
ei mørkned’ Mindet om Pletten, hvorfra
jeg skulde øine, var alt som før,
hvor Byen og Landet tilsammenfløde,
min Moders Hytte, — den lille røde
med Piletræet tæt ved sin Dør
— den gamle Huusgud med Moseskjæg,
som roligt fange fik bag sin Væg
paa Qviste guldgule, højtopstrakte,
det første Grønne, som Vaaren bragte,
og stille som i en Landsby frede
midt i sin Krone sit Skjærerede.
Nu væk er Træet og Huset med.
— I Gamlebyen ved Loens Bred
kun findes endnu tilbage slige
smaa gammeldags Huse, hiin Hyttes lige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
