Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristiania, Epilog til Campbellerne eller den hjemkomne Søn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 157
Men over Engen, hvor Huset laae
hvor Koen gik, da jeg sidst den saae,
sig strakt har skinnende Gader hen,
saa ei jeg kjender mig meer igjen.
De synes komme ved Trylleri
gesvint som i Newyork og Samt Louis,
somom Kristiania dem af sin Kjerne
skjød ud som Straalerne af en Stjerne,
For Engels Blik, der fra Skyen lynes,
hver lys, fremrindende Rad maa synes
som Perler, der trædes ind paa sit Baand
med ivrig Glæde af Pigens Haand.
— 0 jeg maa angre hvad jeg har sagt!
Min Barndoms Plet er ei ødelagt.
De nye Landsteders Havenatur
er riig og prægtig, ei kold og stur.
Hvor klattrer Stokrosen uforfærdet
og Kaprifolen ei over Gjærdet!
Og groer Reseda i Græssets Sted,
saa er ei synderligt tabt derved.
Hvad er den hele Forvandling andet
end at min Drøm er nu bleven sandet?
at alt det Smukke, min Fantasi
sig bygged af Dunster, der drev forbi,
de Værker, jeg her i Græsset slængt,
har ud af bugnende Taage tænkt,
de Mesterstykker, jeg hugg af Skyen,
har sænket alle sig ned i Byen?
Forlængst Morgana, den gode Fee,
mig Slottet lod i sit Luftspeil see.
Men forud havde jeg snelt i Tanken
bygt Borgerskolen og Børs og Banken.
Med Øjet i übevidst Drømmen henvendt
paa Løvetandbladet, det Medikament,
jeg havde i Luften Skizzeringen malet
til Barnasylet og Rigshospitalet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
