Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Over Otto G. D. Aubert (Lærer hos Kronprindsens Børn, Død i Neapel 29de Marts 1838)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digie 163
og hans slummermatte Haand
leged’ om en knust Colonn.
Hvor han smiler! I hans Dvale
o hvor er hvert Træk en Tale,
som i venlig Vexel flød
mellem Drømmende og Død!
Drømmer Han, som klart kun tænkte,
— thi histhen med slummerstængte
Øine, halvopreist, han seer —
at den tætte Dunkelhed
om hint rigt vedbendomhængte
gamle Romerminde er
Teltet for hans Faders Fred?
at den Gamles Sjel forynget
aander just hvor Ranken gynged?
at den helst, thi den var stærk,
valgt har, fremfor altfor fromme
Engles egne Helligdomme,
Bopæl ved et Romerværk,
eensom, rolig, taus at dvæle
ved en Helts og Borgers Mæle?
Mon — thi lukte Øie græder,
og saa ømt hans Arm er strakt
somom den i al sin Magt
om en Elskets Favntag beder -
mon i Drømme for ham bæres,
at hiin marmorhvide Ceres,
som med maaneagtigt Skin
lyser gjennem Løvet ind,
er hans Moder — Hun, som bære
kunde ei at Døden kom
hendes stolte Dronningdom,
hendes Sønners Flok, for nære?
Hun, hvis Hjerte brast af Meen
dengang Døden røved Een, .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
