Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Over Otto G. D. Aubert (Lærer hos Kronprindsens Børn, Død i Neapel 29de Marts 1838)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 Digie
maa vel hos sin Otto være,
trofast, selv for klarsynt Drøm
halvt usynlig, som den snygge
lethenfløjne Omridsskygge
af en Fugl i dunkle Strøm?
— Har Hun ham medeet forladt?
Hvor han er forandret bradt!
Moder, hjælp med dine Bønner!
Thi din Søn i Døden stønner,
knuget som af Grottens Hvælv.
Han, skjøndt han er dødssyg selv,
ømme Skytsaand, dig ei seer . . .
Tys ! han nævner Oscars Sønner . .
Ere de ham endnu meer?
Døer han, o hvor maae de klage!
Deres Jammer Norge nage,
som jo døje maa den Skam,
at det har ei Een som Ham!
Han vil tale — har ei Mæle.
Han vil ud — han vil til dem.
Hvor han kjæmper — han vil hjem
hjem til sine unge Sjele.
Seer han da i Feberdrøm
Slangekryb sig dem at nærme?
vil dem døende beskjærme?
0 hvor er hans Angest øm!
Hvor hans syge Bryst arbeider
for en Bøn for Oscars Børn!
Let som Skyen fjernsynt Ørn,
Grottens Dyb han gjennemspeider
somom den en Tubus var
til at gjennemskue Jorden,
han alt Aand med Sandsen klar,
søger han de Smaa i Norden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
