Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poesier - XIII. Den Elsktes Slummer - XIV. Med en Bouqvet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.202
0 saa som Hun, der slumrer,
maa Kjærlighed see ud hos den døende Nonne,
der Jorden og Muligheder af Synd
forlod og seirrig stiger tilhimmels.
Og saa er Skjønheds Aasyn
i Tale med Engle! Elskov, saa er du uskyldigst,
saa Yndighed yndigst, Indsøen liig,
der ogsaa slumrer, naar den er fagrest.
Da speiler dybt sig Solen
som bedre Verdens Gjenskin paa Drømmerskens Ansigt
da zittrer dens Speil af Børnenes Leeg
som disse Smiil om Drømmerskens Læber.
0, at jeg vidste Drømmen,
som, liig en flortynd Sky over Himmelens Ansyn,
fløi rødmende over Jomfruens Kind!
Vist, som Hun drømmer Englene digte.
Hvor yndig den maa være!
Thi Munden aabnes halvt, den at kalde tilbage,
og Brynenes dunkle Straalenet har
sig sagte løftet, for den at fange.
Hun slumrer, end Hun slumrer.
0 vaager med mig, Himlens Hellige, vaager!
Thi engang imellem Eders sin Røst
jo skal min søde Drømmerske blande.
XIV.
MED EN BOUQVET
Den har ei Sjel, som ikke troer,
Naturen er en aaben Bog,
at Mossens blege Klippeflor
saa vel som Rosen har sit Sprog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
