Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hungersnøden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte 231
Dybt indsjunkne Øje flammer
end engang af rædsom Jammer.
Han vil op . . hvad vil han? Der
findes jo ei Halmstråa meer?
Løvet slåp før Kyndelsmisse.
Døden, Døden er den visse.
Mandens Øje taages atter.
Med en Hulken som en Latter
synker ned han ved sin Lille,
den, der blev medeet saa stille.
Stjerner! o I ikke skue
kunde i den mørke Stue.
Ellers eders Straaler jaged
borende I gjennem Taget;
eders Glands i Melk henflød
for at lædske Denne der,
som saa skyldløs var som jer,
men nu ligger stiv og død.
Det er koldt og mørkt paa Gruen.
Alt en Uge slukt er Luen.
Thi saa længe er det siden
Konen gik med nok en Liden
ud paa Bygden, for at friste
Liv i Den, hun mindst vil miste.
Mødre vide det: den Sidste:
Den, hun fødte under Juul.
Ve, hvor har hun nu sit Skjul?
Hvast har Snoen siden strøget;
rædsomt har det siden føget;
Svalen ligger fuld; for Sne
kan man ei af Vindvet see,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
