Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Svalen. Et Skjærsommermorgens-Eventyr for Mødre, som have mistet Børn - II. Rosenbusken og Svalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Svaien. 369
Digte 11,
myggekjævet, fluemundet,
siden Svalen den misunded,
fuld af ond Bagtalens Givt
skulde den, som vildt kan vanke,
have i en Klipperivt,
der hvor Fjeldets høje Branter
styrte ned,
stjaalet sig et Par Demanter
forat pynte sig dermed?
Hvi er Skjønhed saa forfengelig?
Hvi . . ?
• »
Gud er retfærdig. Han taaler ingen ond eller smaalig Tanke
i sine Himle. De forstøde den som den høje Lufts rene Kulde
øjeblikkelig støder Dampen tilbage som lisslag til Jorden. Før
jeg fik fuldendt, befandt jeg mig atter paa mit Sted med Blikket
fæstet paa Rosenbusken. Endnu var der en natlig Dunkelhed
under dens Hæng, Spurven sov endnu paa Taget, Natsvinxerne
havde taget Farvel med Skabioserne, men ingen Sommerfugl var
ude endnu.
Da var det somom Rosenbusken aabnede alle sine Knop
per, og svarede mig som med tusind sladdrende Munde: Lad
Fluerne og Myggene bagtale Svalen, den yndigste og letteste af
Luftens Fugle, Sommerens velsignede Budskab, den, som under
Nilens Palmer tænker kjærligt paa, at Granerne høit i Norden
vente sørgmodige paa dens Komme. Den sov under mit Telt
inat. Jeg gav den at spise af min Honning, Dugg at drikke af
mit lifligste Bæger og Draaber af min fineste Balsam med paa
Reisen. Thi hvorfor skulde jeg være skjøn og ikke have et godt
Hjerte?
Nu svæver den fyrige Utrættelige rastløs ud over Verden, ud
over Menneskene, forat dryppe sine Balsamdraaber i det dybeste
Såar. Thi hvorfor skulde Fyrigheden, Skjønhedens Beiler, ikke
have et godt Hjerte?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
