Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Svalen. Et Skjærsommermorgens-Eventyr for Mødre, som have mistet Børn - II. Rosenbusken og Svalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Svalen.
— — Atter hæved
sig min Sjel. Jeg Svalen saae,
sænkende sig under over
Skyens melkehvide Vover,
og jeg frydedes paany.
Hvor den svæved!
hvor den svinged i det Blaa,
solforgyldt, skjøndt i sit Gry
Solen bagom Aasen laae!
Hvor den svinged ! hvor den svæved
somom den optrak i Luften
med sin blanke
Vingespids et straalelet
gylden- og blaastribet Net!
Jeg den fulgte med min Tanke
hvor dens Flugt mon videst vanke
hvor de Balsamdryp, den bar,
foran tindred
som et Tvillingstjernepar.
For mit Blik sig vidt udspændte
Strøg paa Strøg, jeg ikke kjendte,
Egne, som jeg ei erindred.
. . Ha, det Brogede dernede,
Skyggerne, som sig udbredte,
Slangelinjerne, som vrede
sig henad den grønne Slette,
Jordens Kongeriger var,
Længe over Kongens Borg,
længe, somom tryllebunden,
Svalen svæved,
somom Jordens største Sorg,
tungere end Armods nagne,
under Kongens Purpurkaabe
hermelinbaldyret leved,
somom Vunden,
Utaknemlighedens slagne,
var i Kongens Hjerte funden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
