Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.12
Ohiebiel.
Rundt den, som om Hjertet et Legem,
Aandernes Kundskab vil voxe,
til Hjertet — saa synger Messias —
som Verdnerne svulmer, og Legemet
fylder Guds Belte, Uendeligheden.
Phun-Abiriel
For mig er Udødeligheden øde.
Se Verdnerne svømme deri som Liig,
— tys! — stumme og mørke, de svare ikke
Ohebiel.
Et Liig en blomstrende Jord!
Dyret, som blusser paa Høien, og seer sin
Yngel i Dalen, Forraadnelsens Orm!
Cajahels Rigdom — ødsle Algodhed! — dens Liigpynt?
Dens Skyer Cajahels Graad idet han maa flygte?
. . . O, hvis jeg kunde græde, græd jeg.
Jeg savner Taaren, som min Sorg belyste
da mig, som Barn, Cajahel ammed’,
og gav mig Dyr og Blomsterne til Leeg.
Men Sorgen selv, som skumler sortbleg
igjennem min stjerneklare Skjønhed,
er Aandens — o en vældig Taare, som
herinden voxer, til, o hvis den kunde!
til den til Intet mig tilbage sprænger.
Phun-Abiriel.
Intet Aanderne (o kun Damp, som
driver blind om det store Hjerte):
lærte af deres Evighed,
uden den stumme Beundring.
Ohebiel.
Kundskab, de Udødeliges Næring,
klar i udfoldede Uend’lighed
er frem for Aanden lagt. Hans Kraft og Kundskab,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
