Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13Skabelsen.
som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
at voxe lige synes, snoe sig sammen
og voxe i hinandens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider.
Phun-Abiriel.
O Hvad kan nærme sig gjennem Uendelighed?
Hvad voxe i Evighed uden den Evige?
Er jeg da Gud og I, Aander og Verdner, og Alt?
Ohebiel.
Selv ei, om du løste Obaddons Gaader, Cajahels Vid,
hvis Latter er Dyr, hvis Smiil er Blomster,
blev Phuniel Gud — o Phuniel,
hvis Vanvid vil Rummet, den Eviges Tankekreds, fatte,
skjøndt Selv kun en enkelt sorgfuld Tanke
af Jordklodens Sjel: (dens Væs’ner):
hvor du i Sandsers Blomster stod.
Dog er den Jord, hvor du fødtes, født
: (kun Gud er ældre end sin Verden) :
Men haab af din Udødelighed, som saae,
skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!
Phun-Abiriel.
Ohebiel, o du veed af Hvad du siger,
kun det, at du Abiriels Tungsind trøster.
Ohebiel.
Ak Phuniel min Sorg! Abiriel min Fryd!
og Begge, Phun-Abiriel, min Elskov!
— Ah Sorg og Fryd i samme Bæger mænget
er Elskovs Nectar? — Bedre, hvis jeg kunde,
jeg Ligegyldigheds bund- og bølgeløse
og lunkne, smagløse Vandflom dråk;
O, eller mig i Hadets Galdestrøm
(saa seen og klæbrig, at fra liden Djævels
endmindre Hjerte — knapt saa stort som Tand
af liden Hugorm — det kan dryppe ned
fra Jord til Jord, og hele Verden spinde . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
