Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 77
i doven Taage opløst, svævcd over
min Grav, som dennes raaddne Damp;
faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred’
mig med et Muldkorn, avled’ saa en Blomst.
Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole, støvbedækte Følelser
for Aanders lyse Kraft den har) at være,
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af evig Tænken, af at stirre
frem i Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde som af Blomster, der
indhylle Søvn i bløde Blade, og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig din Krop, Cajahels Triumphport,
igjennem hvilken Aander gaae til Støvet,
og Orme krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme
i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
om det var Gjenerindring.
Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag,
der hvifter i Cajahels Livsluft, mig,
du skjønne Legem! Og, du lille Aand,
som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
naar Phun-Abiriel, din store Broder,
en mægtig Aand, med Eder blander sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
