Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.90
Adam.
(Lynet splitter et Træ.)
Ha Død! Jeg døer! .
(kaster sig bedøvet ned.)
Messias.
Priis en Algodhed! Bedøvet
Phun-Abiriel irrer i Støvet,
som Orm i en Grav:
(Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte
I hvert et Menneske vil
Stav)
Phuniel dampe, Abiriels Ild
flamme fra Tunge, gnistre fra Øje
(det Blus og Gnist,
som slaaer fra Hans Hjerteurne hist)
mod Længsel-hjemmet, de Himle høje.
Men se, naar Mindesteen,
som Altar, pranger med hule Been
i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer
sin Sørgefest
(Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind
som vanvittig Gjest,
og sidder i Mulden ved Ormen næst)
. . . da vil Phuniels Damp
(Sorgen og Tvivl,
der sortnede her hans Aandesmiil
— hans Aandelegem — og hisset ryger,
og Rynker i Panden stryger,
som Støv paa Banner i Kamp)
kvæles bag Mos og Cypresseløvet,
hvor Nattevind,
snoet i Maanens Horn,
borer sig hvirvlende ned i Støvet,
og finder Hjertet, hvor Phuniel sad
ved Ormefest,
som fremmed Gjest,
beruust i Blod, vanvittigglad . .
finder det nu, som et Askekorn,
og splitter det da,
og slynger det ud,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
