Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.92
fra Adamshjertcr mocMHimmelhjem
Hver Menneskeaand,
løst fra Blodslør og Ribbeensbaand,
vil blive en Tanke i Hans Fornuft.
Naar Jorden er øde,
og Alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? —En Sandseduft
saa Han, beruset af Lugten,
maa svimle i Flugten
mod Aandehjem
en Fugl, som synger,
saa Han maa lytte,
og knapt kan flytte
sin Vinge frem . .
. . af Barmeknoppe og Hofteblad
og Læbeblomme en Krandserad,
der rundt sig slynger
Abiriel, saa
Han Himlen knapt tør stirre paa.
Men frygter Graven (af Kjærlighed
til Qvindedyret, som slæber ham ned)
og hader Obaddon, som toer hans Skarn
(Cajahel kalder det Pragt, fordi
han Purpursmiilbaand har knyttet i)
som døber i Graven det Himmelbarn . .
Han hader Døden, og knytter Skræk,
med Vanvids Ranketræk,
fra Stjerne til Stjerne,
i Ranketræk, hvor raadne Been
er Qvist og Green,
hvor hule Hjerne
er vilde Rose,
og Hjertet Valmu, saa huul og fuul,
og Knokler Knop . . .
Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst,
med Jomfruskjød, og med Moderbryst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
