Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97Mennesket.
at Qvindestcmmc (hans Viisdoms-raad)
var dumme Skrig og vilde Raab.
Han seer i Himlen, at Qvinden ei
kan følge Abiriels Vei:
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjernekrandsen, han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel
i Qvindebarm (endskjøndt han troede,
at, indstængt der, en Høiaand boede)
saa fri og høi som Abiriel.
Manden blev arm, Qvinden blev riig,
dengang han parred sig.
Vee, naar han elskovsvarm vil flye
til Moseseng og Palmelye
(i Epheufryndser er Nattergal
en Harpe, ophængt i Bryllupshal,
hvis Tunge klinger ved
den mindste Aande, som Sky slaaer ned)
Guddom fra Aanden Dyret stjal:
Qvindens Slægt
hænger sig fast med sin hele Vægt
af Blod og Been,
saa Phun-Abiriels Flugt bli’er seen.
Før Jorden brister
i Støv og Dugg,
de Aande-gnister,
som Qvindedyret (o som for Spøg)
i Skjødet lister,
men gjemmer vel
i Aske-bug
i Melke-røg,
og nærer Varmen
i Ly af Barmen,
ei samles sammen i Graven til
Abiriel.
Naar Jord er øde
og alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
Digterverker 11. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
