Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 115
paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte,
men Øjet brast — saa syntes mig, endskjøndt
det vist er nu som Solen fuldt og klart —
da Barmen blev for fuld! Men nu, da Du
er her, jeg veed, at Alt er skjønt og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Han.
Ah, Du er kommen, men hvor kom Du?
Adam.
Ja, mon af Solen eller disse Stene?
af Marken, saa jeg er den bedste Blomst?
Jeg veed ei.
Eva,
Ah, hvor høit du taler! O
tal meget! Øret kildres ned til Barmen,
saa den maa lee. Vist har du tæmmet i
din Mund en Storm, der sig forviklede
i Krattet?
Adam.
Først — det veed jeg — vaagned’ Øiet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
idet Det kiged’ mig i Øjet ind.)
Men — se, som du, jeg svimled’, da jeg vaagned’,
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
— o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge —
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øie syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
