Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117Mennesket
og varm da over al den anden Muld
opreist sig.
Eva.
0, som jeg! Hvor Alt er ligt!
Adam.
Det syntes mig, som om igjennem Øjet
Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet
(thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?)
og flød saa derfra gjennem Arm og Haand.
Thi Haanden løfted’ sig, og holdt for Øjet,
som om den vilde skille ad fra Solen
dens Straale, og den der begrave . . Ak,
den sank da ned i Brystet sitrende.
Føl her den banker, som om den vil ud!
Eva.
(holder Haanden paa hans Hjerte.)
Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig.
Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale,
som din saa lys og stærk . . o stærkere:
Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt!
Adam.
(holder Haanden paa hendes Hjerte.)
Ja, (gode Sol!) Du har en Livsens Straale,
saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen
(som Slangens Svands, der stikker op af Mulden)
jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale,
som nylig vilde sprænge mig i Rummet,
da Alting stormed’ ind, saa jeg ei aanded’,
er bleven mild, og svulmer ikke mere,
for atter vende om til dig og lade
mig øde her tilbage i min Muld,
foruden Lys og denne Brystets Aande,
som er dens milde Røg . . .
Men — o jeg veed ei — sagte synes den
at sitre nedad for at tvinge Foden
til hen mod Dig at flye, at bulne ud
i Bryst og Arme, saa de brede sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
