Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 127
Adam.
0, dobbelt Liv!
Eva.
Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
at være Himlen, der i Stjerner brister.
Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.
Eva.
Hvi lærte
du mig din Ensomheds-tanke ? Vee mig,
var du ei her, saa var jeg øde — o
som om der var en Flod, der fandt ei Havet,
men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet
liig hovedløse Orm! Hvem standsed’ da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve!
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge!
Adam.
Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.
Eva.
Ja Mandinde! O hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet Hun" af Han")
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi Tyende danne nu.
Adam.
Om Havet fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
