Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.174
(Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.)
En Mand.
Paa rappe Heste, høie Dromedarer
fra Kaschemir, Cains Fængsel, ere Bud
hidkomne for at smelte deres Skræk
i salige Hindostans milde Sol.
En fremmed Mand.
Vi ere
ei længer Flygtninger, thi vi har seet
fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
Lyksalige Hindostan, salige Prokritis Æt,
I frydes! sætter Eder ned ved Ganges!
Thi Dybet var retfærdigt i sin Vrede:
Det standsed ved de Godes Bredder: Himaleh!
En anden Fremmed.
Ja, salige Hindostan, du svømmed over
det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se,
da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte,
blev til en rundtomsqvulpet Strand, da saae vi
det hele Vestens Liv, som gjorde Phrats
og Pischons Bredder lige Jordens Mund,
der, altid ædende og altid leende,
med Skrig og Sqvaldren Himmelen forhaaned,
som splintrede Lemmer af et Liig at drive,
at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge.
En Mand.
Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens;
idet det farer, aabner Lynet Øjet,
og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har.
Vi sank ei, thi, som Hines, var vor Haand
ei fuld af Blod, og Smaaebørns Bloddamp ei
vor Himmel mørkned’; reen og sød som Ganges
vor Fromhed var, og Guderne Det saae.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
