Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket, 175
En anden Mand af Folket.
0 tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede?
Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel
ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte
til stivt paa vore Brødres Død at stirre?
1 vore Bjerge gjenlød deres Suk.
Og dømte ere vi jo til at feje
den store Dødsplads reen, hvor Ribbene
af vore Brødre hænge rundt om Palmerne?
Mon Dyrene ei vare fromme? Dog
de maatte flye i lange Rader, og
vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op
mod Nordens frosne Sumpe og dets lismark;
og hele Flokke samled sig i Huler,
og Våndet skylled efter dem, og lukte
med Dyndet deres Grav.
En fremmed Mand.
Prokritis Æt, hvis palmebrune Farve
det rolige Tusmørke viser, hvori
det Menneskehjertet er tilladt at leve,
— se du, fra Adams hvide Æt
sig Solen vendte, for sin Hevn ei see!
Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste
thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
ham løfted’ til Chaldæas Fjelde let,
hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.
En Mand.
Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
de blodige Offre havde bleget det;
og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved’
En fremmed Mand.
Meschias, Meschianes blege Æt,
der gjorde Caucasus til Liigsteen og
den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
